Elever dystede på viden
Elever fra Vester Mariendal Skole deltog i dag i den indledende runde af Smart Parat Svar. Video: Mick Knive Anderson
6. klasseelever tog i dag hul på landsdækkende vidensquiz.
Onsdag formiddag kæmpede 11 6. klasser i Aalborg Kommune om at være de bedste til paratviden.
Det var den indledende runde i den landsdækkende videns- og læsequiz Smart Parat Svar. Og vinderen går videre til den regionale runde, der finder sted 13. januar næste år.
På grund af corona finder årets konkurrence sted digitalt, og hver klasse stiller op med fem elever.
Og på Vester Mariendal Skole har eleverne fra 6. klasse hver deres spidskompetencer. En er god til sport, en anden skrap til geografi, og drengene kan noget med Star Wars.
Og målsætningen inden konkurrencen var klar. Eleverne ville gerne i finalen, hvor der er 10.000 kroner på højkant.
Men helt så godt gik det ikke. De fem elever fra 6. klasse på Vester Mariendal Skole røg ud som de første. Men alligevel var eleverne glade for at være med.
Og andre elever mener, at det kan være med til at give et godt sammenhold at deltage i konkurrencen, hvor hver især kan bidrage med noget.