Færdselspolitiet oplever lidt af hvert, og betjentene vil nok ikke huske 5. juli for hverken glemte sikkerhedsseler eller køre-hviletidsovertrædelser.
Ved en færdselskontrol ved Svenstrup kunne betjentene nemlig se en lastbil med et F16-jægerfly på sættevognen nærme sig. Lastbilen blev hevet ind til kontrol, og næsten alt var i skønneste orden.
Chaufføren kunne derfor - efter en kort vejledning - fortsætte kørslen, oplyser færdselsafdelingen ved Nordjyllands Politi.
Jagerflyet var en udstillingsmodel, der havde været en tur i Vanløse. Da lastbilen blev trukket ind til kontrol var flyet på vej tilbage til sin faste base på Flyvestation Aalborg.