Første udebanenederlag i år
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Træerne vokser ikke ind i himlen for Aalborg Pirates. Det må topholdet erkende, og det bliver en lang tur hjem fra Gentofte efter et bittert 1-3 nederlag tirsdag aften.
Sejrsstimen på hele otte udebanesejre i træk blev således brudt.
Der blev brugt for megen tid i straffeboksen, og det forstod Gentofte Stars at udnytte. Både målet til 1-0 og 2-1 blev således scoret i powerplay. Efter 30 minutters spil havde Tobias Ladehoff ellers bragt Pirates tilbage i kampen, men udligningen til 1-1 stod ikke engang to minutter før pucken igen var i nettet bag Quemener, midt i en periode på to et halvt minut, hvor piraterne fik hele tre udvisninger. Gentoftes mål til 3-1 blev scoret umiddelbart efter en 2 minutters udvisning til Aalborg Pirates ellers var overstået.
Piraterne begynder nu for alvor at blive pustet i nakken af Rungsted og Frederikshavn, der i skrivende stund begge har spillet to kampe færre. Giver det fuld valuta for de to hold så kan forspringet være reduceret til henholdsvis to og fem point.
Aalborg Pirates får mulighed for at komme tilbage på sejrskurs på fredag, hvor Odense Bulldogs kommer på besøg. Der er faceoff klokken 19.30, det bliver et brag af en kamp, og Aalborg Pirates ligger stadig nummer et.