Frederik Åkesson optaget i Hall of Fame
Foto: Kim Christiansen (Arkiv)
Frederik Åkesson blev som en af fem fredag optaget i ishockeyens Hall of Fame.
Danmarks Ishockey Union delte fredag aften massevis af priser til Dansk Ishockey Award 2017 i Herning Kongrescenter.
I alt 13 priser skulle uddeles, og derudover blev fem navne optager i ishockeyens Hall of Fame.
En af de fem var Frederik Åkesson, der i starten af 80'erne kom til AaB Ishockey som ung backspiller. Med årene blev både spillet og navnet bedre og større og i 90'erne vandt han guld på stribe sammen med Herning.
Han trak i landsholdsdragten første gang i slut-80'erne og gennem årene blev det til hele 231 optrædender i rødt og hvidt.
Den aktive karriere blev indstillet i 2006, hvorefter Frederik Åkesson indfandt sig som assistenttræner hos daværende AaB Ishockey. Han blev senere direktør i klubben og var en overgang også træner for holdet, indtil han i foråret 2015, da han var sports- og salgschef, sagde endegyldigt farvel til Aalborg Pirates, som klubben var kommet til at hedde.
Klubben skulle genstartes, og økonomien tillod ikke længere, at man havde en sportschef ansat.
- Vi mister en kompetent og loyal mand, som om nogen har været en del af ishockeyen i Aalborg i en årrække.
- Men klubben skal skære til, og vi er derfor nødsaget til at klare os videre uden Åke ombord. Herfra skal der lyde et kæmpe tak til Åke for indsatsen i Aalborg Pirates, og vi ønsker ham alt det bedste, sagde Morten Fals i 2015 om farvellet til Åkesson.