Frivillige omdanner tomme boliger til hjem for ukrainere
Adskillige lastbiler med genbrugsmøbler er blevet tømt i Gundorfslund de seneste to uger.
I Gundorfslund i Aalborg skal tomme lejligheder blive til hjem for ukrainere, derfor mødte frivillige torsdag op for at slæbe møbler og indrette.
I Gundorfslund i Aalborg har 42 ældreboliger stået tomme, fordi manglende elevatorer gør dem uegnede for nogle ældre borgere. Nu skal de i stedet tjene et andet formål; for ukrainiske flygtninge er i denne uge begyndt at få opholdstilladelse i Aalborg, og så skal de have et sted at bo.
- Det bliver midlertidige hjem. Første stop indtil vi finder ud af, hvad der skal ske, og hvad der passer til familierne, siger Gurli Fuglsang Joensen, der er netværkskoordinator hos Aalborg Kommune.
Alle de tomme lejligheder er toværelses, og de vil derfor ikke være optimale til alle familiestørrelser på længere sigt.
Fra bolig til hjem
De mange tomme lejligheder er over de seneste to uger blevet fyldt med møbler og indrettet, så de kan gå fra bare at være tomme boliger til at være hjem.
Det er frivillige, der har hjulpet til med at bære og indrette. Møbler og køkkenudstyr er købt og leveret af lokale nødhjælpsorganisationer, som har indgået et samarbejde med Aalborg Kommune.
- Det er basis møbler og udstyr, de får. Det er genbrug, og det er jo også godt for miljøet, siger Gurli Fuglsang Joensen.
Mere end en bolig
Ud over at tilbyde de nyankomne ukrainere en bolig, bliver der også tilknyttet en frivillig til hver opgang. Den frivillige skal blandt andet hjælpe til med indkøb og hverdagsudfordringer, men skal også hjælpe med at få skabt en relation til beboere og området omkring.
- De kan forvente, at det er et trygt og godt sted at være, og at vi gør alt, hvad vi kan for at tage godt imod dem, siger Gurli Fuglsang Joensen.
Det er ukrainere, som har fået eller søgt om opholdstilladelse, der skal bo i lejlighederne, og de første er allerede flyttet ind.