Fyret: Hamrén færdig

Nederlaget til Randers blev sidste kamp i svenskerens anden omgang

Kun seks måneder og ikke i nærheden af samme succes som første AaB-ophold blev det til for Erik Hamren.

Thomas Bælum har fyret den svenske cheftræner efter kun 13 kampe, hvor det blot blev til seks point i 3F Superligaen. Derudover har svenskeren stået i spidsen for tre sejre i Pokalen. 

- Erik Hamrén er en ordentlig mand, og hans meritter i AaB vil aldrig nogensinde blive glemt. Vi er forbitrede over, at dette ophold ikke blev mere succesfuldt, men Erik vil altid have en helt særlig plads i AaB’s historie, siger AaB-direktør og fungerende sportschef, Thomas Bælum.

Hiljemark overtager

Oscar Hiljemark vil som udgangspunkt stå i spidsen for AaB resten af indeværende sæson, og da han er i gang med sin P-licens-uddannelse, har han tilladelse til at lede den nedrykningstruet klub. 

- Vi evaluerer hele tiden på tingene, og både Erik og vi har været bevidste om, at den udeblevne pointhøst ikke har været tilfredsstillende.

- Derfor er vi fra AaB’s side nået til den konklusion, at det bedste vil være at skilles nu, hvilket forhåbentlig kan bringe ny energi og skabe den effekt, som skal til for at hente de tilstrækkelige sejre i resten af sæsonen, siger Thomas Bælum


Seneste nyt

fra Nordjylland