Henrik er skizofren: Festival skal bryde fordomme om psykisk syge
Henrik Overbeck Jensen er skizofren og frivillig ved Festivalen "Don't Fear The Weird". Han ønsker at nedbryde fordommene om mennesker, der lider af psykisk sygdom.
Frygt ikke de underlige - kan man oversætte festivalens navn til. "Don't Fear The Weird"-festivalen finder sted i disse dage i Aalborg. Ved hjælp af blandt andet koncerter, fortælle-arrangementer og en dokumentarfilm sættes der fokus på psykisk sygdom og sårbarhed.
Henrik Overbeck Jensen er frivillig og deler blandt andet informationer ud og er praktisk hjælper ved arrangementerne.
- Jeg er selv skizofren, og der er mange dårlige historier i pressen om skizofrene. De fordomme vil jeg gerne være med til at bryde, siger han.
Selvom vi er i 2021 har vi mange fordomme. Vi vil bryde dem ved at lave nogle oplevelser, hvor vi snakker om psykisk sygdom.
Projektleder Dorthe Haslund Pape, Don't Fear The Weird
Festivalen foregår i Aalborg og er arrangeret af Psykiatrien i Region Nordjylland. Projektleder Dorthe Haslund Pape siger:
- Selvom vi er i 2021 har vi mange fordomme. Vi vil bryde dem ved at lave nogle oplevelser, hvor vi snakker om psykisk sygdom. For eksempel har vi fortælleevents med store nordjyske navne, som Franciska, som har fortalt om sit liv med angst og PTSD, som jo står i modsætning til at hun står på scenen og fyrer den af. Og i aften optræder Geo med et foredrag, hvor man vil fortælle om at vokse op i en familie med psykisk sygdom.