I aften sker det: Sussi spiller for første gang efter Leos bisættelse

Koncerten finder sted på Jernkroen i Nibe.

I et hav af år har Sussi Nielsen været kendt som den ene halvdel af den nordjyske popduo Sussi & Leo. Nu optræder hun i stedet under gruppenavnet Sussi & Drengene.

Fredag aften spiller de for femte gang. Det er imidlertid ikke hvilken som helst koncert. Det er nemlig første gang, at Sussi Nielsen optræder efter hendes mand Leo Nielsen blev bisat.

Den folkekære musiker Leo Nielsen sov stille ind 18. februar efter længere tids alvorlig sygdom.

Leo Nielsen blev indlagt i december 2022, og efterfølgende fik Sussi Nielsen tre gange at vide, at hun ikke skulle forvente at få sin mand hjem igen. Leo Nielsen formåede dog at snyde lægerne, men det stod klart, at han ikke længere var rask nok til at stå på scenen.

- Jeg glæder mig

I januar spillede Sussi & Drengene deres første koncert. Selvom aftenens koncert ikke er den første, så bliver den formentligt endnu mere speciel.

- Det kan i hvert fald nok ikke undgås, at Leo får en ekstra tanke. Men jeg glæder mig. Det bliver dejligt at komme ud at spille igen og være omgivet af glade mennesker, siger Sussi Nielsen til TV2 Nord.

Intet tyder i det hele taget på, at sangeren mangler noget at rive i. Hun fortæller, at hun også skal optræde på Løgstør Parkhotel de to kommende lørdage. Desuden fremgår det på hendes Facebookprofil, at hun nu bruger mere tid i haven.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Aftenens koncert finder sted på Jernkroen i Nibe. Gruppen består foruden Sussi Nielsen nu af Thomas Ehrenreich og Kim Karmark Petersen, som spiller trommer og keyboards. Koncerten varer fra klokken 21:00 til omkring 23:00. 


Seneste nyt

fra Nordjylland