Ingen interesse for spisehus: Det er rigtig ærgerligt
Endnu en udbudsrunde af Musikkens Spisehus gav intet resultat
Musikkens Hus har netop afsluttet endnu af udbudsrunde af husets restaurant Musikkens Spisehus. Ingen har vist sig interesseret i at byde.
Siden Musikkens Hus åbnede i 2014, har kulturinstitutionen selv drevet restauranten Musikkens Spisehus. Det er i forhold til konkurrencelovgivningen ikke tilladt, fordi Musikkens Hus er en offentligt støttet institution. Ved en udbudsrunde i 2015 lykkedes det ikke at finde en egnet forpagter, og fonden Musikkens Hus besluttede derfor at oprette et datterselskab, som siden har drevet restauranten.
I foråret fortalte vi på TV2 Nord, at flere andre restauratører i Aalborg beskyldte ordningen i Musikkens Hus for at være konkurrenceforvridende. Musikkens Hus har over en længere periode forberedt det nye udbudsmateriale, men det er ikke lykkedes at få nogen til at byde.
Vi har brugt masser af tid og mange penge på udbudsrunden, og vi havde håbet på større interesse fra restauratørerne.
- Formand i Musikkens Hus, Christen Obel
- Det er rigtig ærgerligt. Vi har brugt masser af tid og mange penge på udbudsrunden, og vi havde håbet på større interesse fra restauratørerne, lyder det fra formanden i Musikkens Hus, Christen Obel.
Kun ni personer har bedt om at få udbudsmaterialet udleveret, men ingen af dem har valgt at byde.
- Det er et meget komplekst udbudsmateriale med mange hensyn at tage. Den største udfordring er, at det er meget svært at tage store selskaber ind, fordi man som forpagter ikke kan booke større lokaler med en lang tidshorisont. For kommer der en opera i vejen for en stor firmajulefrokost, så er det julefrokosten, som må vige, lyder det fra Peter Christian Bühlmann, som til daglig er direktør på Ruths Hotel i Skagen.
Binder forpagter på hænder og fødder
Hos brancheorganisationen Horesta i Nordjylland forstår man godt, at medlemmerne ikke har lyst til at tage over i Musikkens Spisehus.
- Man forsøger at binde en ny forpagter på hænder og fødder. Der er simpelthen for lidt spillerum for en ny restauratør i det udbud, siger Lars Mouritzen, som er formand for Horesta i Nordjylland.
Også i Horesta erkender man, at det er en vanskelig opgave at drive restaurant i en kulturinstitution, fordi husets hovedformål er at tilbyde nordjyske borgere kulturelle oplevelser fremfor at drive forretning. Men brancheforeningen peger på, at det kan lade sig gøre andre steder i landet.
- Jeg synes, at man bør skele til kontrakterne i andre danske kulturhuse og så rette det nuværende udbudsmateriale ind efter det, siger Lars Mouritzen.
Holder fast i reglerne
I Musikkens Hus holder man fast i, at det nuværende materiale er godt nok og peger på, at det er lykkedes Musikkens Hus selv at drive forretningen i mere end tre år.
- Vi skal tænke os om nu og beslutte, om vi vil tage en runde mere eller tage en periode mere, hvor vores datterselskab driver restauranten. Men på et tidspunkt skal vi jo lave et nyt udbud, siger formanden i Musikkens Hus, Christen Obel.