Julehjælpen modtager donationer i stor stil

Julehjælpen støtter økonomisk trængte med mad og gaver. De får donationer fra lokale virksomheder, der næsten står i kø for støtte arbejdet.

For de, der har svært ved at få økonomien til at slå til henover julen, er der heldigvis masser af hjælp at hente. Julehjælpen er en af de frivillige foreninger, der arrangerer juletræsfester for økonomisk trængte og støtter dem med både mad og gaver.

De har i forbindelse med deres juletræsfest i Nørresundby søndag fået et væld af donationer fra flere nordjyske virksomheder, fortæller koordinator hos Julehjælpen, Jette Østergaard.

- Det gør os i stand til at hjælpe en hel masse familier, det har det økonomisk trængt. Det er en fantastisk følelse, at man kan give hver familie både gaver og lidt julemad og arrangere en fest, hvor man kan hygge sig med sin familie. Det er den største julegave, jeg får, siger Jette Østergaard.

- Jeg synes, det er fantastisk. Jeg er simpelthen så dybt taknemmelig. Først tænke jeg, at jeg ville sige tak til hver enkelt, men det kan ikke lade sig gøre, for jeg har ikke tid til at rende ud til dem alle sammen. Vi er blevet modtaget så pænt alle steder, fortsætter hun.

Én flæskesteg kan gøre en stor forskel

Donationerne kommer de udsatte familier til gode og er med til at give dem økonomisk overskud hen over julen. Selv en flæskesteg til juleaften kan gøre en stor forskel, fortæller Majbrit Nielsen, der er jobsøgende.

- Min datter har astma, og det bruger jeg en masse penge på, så når man får doneret en flæskesteg, så hjælper det meget på budgettet, siger Majbrit Nielsen. 

Julehjælpen afholder juletræsfester i hele Danmark hver søndag frem til jul. Indtil videre er over 8000 familier blevet godkendt til enten at få støtte eller komme med til en juletræsfest.

Alle børnene, der er kommet med til juletræsfesterne, får en gavepose med hjem samt en slikpose.  

Julehjælpen afholder juletræsfester hver søndag helt indtil jul flere steder i Danmark, og du kan søge om støtte eller komme med til en af festerne ved tilmelde dig på hjemmesiden julehjælpen.dk.


Seneste nyt

fra Nordjylland