Kamilla dropper bilen - vil ikke være den dovne kollega

Det er blevet uge fire, og det betyder 'vintercyklingsuge'. Medarbejdere overalt i regionen lader bilen stå hjemme og tager i stedet cyklen.

Der er koldt, mørkt og måske langt til arbejde, og i indkørslen lokker bilen med sædevarme. Alligevel dropper masser af nordjyder i denne uge deres varme, behagelige biltur på arbejde og tager i stedet cyklen.

Én af dem er Kamilla Hyttel Poulsen, der bor i Vejgaard og arbejder i Nørresundby. 

Sammen med kollegerne på arbejdspladsen er de tilmeldt 'Vintercyklingsugen' under holdnavnet 'Team kolde baller af stål'. 

- Det er det der med, når nogen siger: "Skal vi ikke prøve", så vil man ikke være den dovne, magelige kollega. Og måske kunne der endda opstå en ny og sund vane, forklarer hun, da TV2 Nords kamerahold fanger hende i indkørslen i Vejgaard, hvor hun er i gang med at pakke børnene Eigil på et år og Emma på fire ned i cykelanhængeren.

På cykel er der syv og en halv kilometer hver vej, når Kamilla skal forbi daginstitutionerne. Først bliver Emma sat af og her er det så Eigils tur.
På cykel er der syv og en halv kilometer hver vej, når Kamilla skal forbi daginstitutionerne. Først bliver Emma sat af og her er det så Eigils tur.

Giver noget helt særligt

Uge 4 er den årlige 'Vi cykler til arbejde uge', hvor Cyklistforbundet opfordrer arbejdspladser til at gå sammen om at cykle på arbejde hele ugen.

Knap 11.000 cyklister på landsplan er tilmeldt projektet. 

- Det giver noget helt særligt. Den friske luft frigiver masser af endorfiner og det skal bare opleves, forklarer Søren Lehmann, der er en af Kamilla Hyttel Poulsens kolleger. 

Søren Lehmann har seks kilometer på arbejde, og han har cyklet til og fra arbejde i mere end 10 år. Han er initiativtager til holdet, hvor halvdelen af arbejdspladsens medarbejdere deltager:

- At cykle hen over Limfjordsbroen sådan en morgen med lyset fra bilerne, vandet der er helt blikstille, og solen der står op. Der er ganske enkelt ikke noget bedre, siger han. 

Kamilla Hyttel Poulsen og Søren Lehmann cykler på arbejde til virksomheden Palsgaard Spær.
Kamilla Hyttel Poulsen og Søren Lehmann cykler på arbejde til virksomheden Palsgaard Spær.

Hurtigere fremme

Kamilla Hyttel Poulsen afleverer sine to børn i Vejgaard på vejen mod arbejdspladsen.

Derefter stiller hun cykelanhængeren i daginstitutionen, og så går turen tværs gennem Aalborg, inden hun når frem på arbejde et pænt stykke ude af Hjørringvej i Nørresundby. 

Fra hun forlod hjemmet med børnene, til hun ankommer på job, går der kun 45 minutter. Faktisk er hun hurtigere fremme, end TV2 Nords medarbejdere i bil:

- Jeg er faktisk allerede lidt hurtigere her på andendagen, griner Kamilla Hyttel og fortsætter:

- Man bliver altså frisk af sådan en tur. Det giver helt sikkert noget og i går, da jeg kom hjem, tænkte jeg faktisk: Det her skal jeg gøre noget oftere. 

Følg med i Kamillas cykeltur til arbejde i videoen her:


Seneste nyt

fra Nordjylland