Nægtede at standse: Vanvidsbilist påkørte patruljevogn
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Natten til onsdag forsøgte en 20-årig bilist på en strækning over otte til ti kilometer at køre fra politiet i Aalborg.
Et forsøg på at køre fra politiet endte tirsdag nat ikke så heldigt for en 20-årig mand.
En patrulje spotter ham på E45 i sydgående retning, da han kører usikkert. Da patruljen forsøger at standse ham, sætter han i stedet farten op, og forsøger i høj fart at køre fra politiet. Manden kører af motorvejen, og jagten fortsætter ad Egnsplanvej. Undervejs kører bilisten stadig meget stærkt og kører blandt andet over for rødt.
- Patruljen bemærker på et tidspunkt, at en anden bilist bliver nødt til at bremse meget hårdt op på grund af mandens kørsel, og den bilist vil vi meget gerne høre fra, siger Jesper Sørensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Bilisten, der må foretage den hårde opbremsning, kører i krydset Egnsplanvej og Zeusvej, og da der på dette tidspunkt af natten stort set ingen trafik er, så er håber vagtchef Jesper Sørensen, at bilisten ved, at det er vedkommende, som politiet meget gerne vil høre fra.
Påkører patruljebil
Den 20-åriges flugtforsøg ender på Alfred Nobelsvej i Aalborg Øst klokken 01.10. Her forsøger han sig med en uvending, og i den forbindelse påkører han patruljebilen. Hverken bilisten eller betjentene kommer noget til ved sammenstødet. Han er sigtet for adskillige færdselsforseelser samt efter straffelovens paragraf 252 om at forvolde fare for andre.
Der er taget blodprøve på bilisten for at finde ud af, om han også har kørt i påvirket tilstand. Manden venter nu på at blive afhørt, og så vil anklagemyndigheden tage stilling til, om han skal fremstilles i et grundlovsforhør.
Nordjyllands Politi ønsker at få kontakt til føreren af en ukendt personbil der kl. ca 0110 måtte foretage kraftig opbremsning i krydset Egnsplanvej / Zeusvej i Aalborg Ø for en personbil der blev eftersat af politiet på stedet.
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) February 12, 2020