Nej til motorvejsløb får Aalborg-borgmester op af stolen
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen, vil gøre sit for, at løb som Aalborg Halvmarathon kan gennemføres trods nyt forbud.
- Nogle gange stiger sommervarmen folk til hovedet, og de kommer til at træffe ufornuftige beslutninger.
Sådan indleder borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen (S), sit seneste Facebook-opslag. Det kommer i kølvandet på den beslutning, transportminister Ole Birk Olesen (LA) onsdag tog om at forbyde afviklingen af motionsløb på motorveje.
Det vil blandt andet ramme Storebæltsløbet, som bliver afviklet på Storebæltsbroen hvert tredje år, og måske også Aalborg Halvmarathon, som går gennem Limfjordstunnelen. Noget, der langt fra vækker begejstring hos Aalborgs løbeglade borgmester.
- Jeg har selv løbet med Aalborg Halvmarathon gennem tunnellen to gange, og det har begge gange været en fantastisk oplevelse. Jeg kan virkelig ikke forstå, hvorfor det ikke længere skulle være muligt, skriver Thomas Kastrup-Larsen.
Derfor vil han også snarest muligt skride til handling. Helt konkret vil han tage kontakt til Ole Birk Olesen og "få ham til at tænde for airconditionen, genvinde det kølige overblik og omgøre denne højst ufornuftige beslutning," skriver Kastrup-Larsen.
Principbeslutningen om at lukke motorvejene for motionsløb er blevet taget af ministeren efter anbefaling af Vejdirektoratet. Årsagen er, at løbene giver for store trafikale gener. Men dét argument giver den nordjyske borgmester ikke meget for.
- Det er da skønt, at vores veje kan danne rammen om sunde løbeevents. Lad det fortsætte sådan, slutter Thomas Kastrup-Larsen sit opslag.