Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nordjyllands højeste bygning er under opførelse: 66 meter og 22 etager

Når etageejendommen Horisonten på Lindholm Brygge står færdig, så bliver den Nordjyllands højeste på 66 meter fordelt på 22 etager.

Instrumentbrættet blinker gult i styrehuset hos kranfører Poul Klemmensen. Det betyder, at kranen snart er på det yderste af, hvad den kan yde.

Poul Klemmensen er i færd med at løfte en 17 ton tung betonskillevæg fra jorden og op til 12. sal på Horisonten, hvor bygningsarbejdere står klar til at tage imod den.

Det er nok ikke et job for dem med højdeskræk, men det lider jeg ikke af

Poul Klemmensen, Kranfører, NCC

- Det er fedt, når man kan sidde heroppe og se hele Egholm rundt. Det er et fedt job, jeg har, siger 64-årige Poul Klemmensen, der har været kranfører siden 1974.

Kranen, han sidder i, er 90 meter høj. For at komme op i den må han kravle ind i en lille to-personers elevator, og til sidst kravler han op ad tre stiger.

- Det er nok ikke et job for dem med højdeskræk, men det lider jeg ikke af, siger Poul Klemmensen.

VIDEO: 64-årige Poul Klemmensen har været kranfører siden 1974. I disse dage sidder han 90 meter oppe i luften og arbejder på Nordjyllands nye højhus 'Horisonten'.

Horisonten slår rekorden

Etageejendommen Horisonten på Lindholm Brygge bliver 66 meter høj fordelt på 22 etager. Lige nu er de 50 håndværkere nået til at bygge råhuset af 12. sal. Horisonten kommer til at indeholde 160 lejligheder, og erhvervslokaler i bunden. Efter planen skal Horisonten står færdig i maj 2020. Det er NCC, der bygger, og bygherren er Aberdeen Asset Management.

- Vi holder en tidsplan, der siger cirka to uger for at sætte en etage på 750 kvadratmeter, siger Michael Schumann, Fund manager, Aberdeen Asset Management.

Vi kan allerede mærke, at det blæser meget, så det er spændende, hvordan det bliver når vi kommer op på etage 22. Det er rigtig spændende det her.

Fugemand, KN Fuge, Line Jeppesen

Mens Poul Klemmensen er vant til højderne, så er det en ny udfordring for fugemand Line Jeppesen fra KN Fugen. Hun er den eneste kvinde på byggepladsen, og lige nu kravler hun rundt på ydersiden af 12. sal for at fuge vinduer.

- Vi kan allerede mærke, at det blæser meget, så det er spændende, hvordan det bliver når vi kommer op på etage 22. Det er rigtig spændende det her. Det er ikke hver dag, man har mulighed for at gå på et højt byggeri, som det her, siger Line Jeppesen.

Stolhed over byggeriet

Den højeste etagebygning i Danmark er Herlev hospital på 120 meter. Siden 1959 har Sygehus Nord i Aalborg med sine 57 meter været Nordjyllands højeste bygning.

Men det varer ikke længe, før den nordjyske højderekord bliver slået af Horisonten på 66 meter. Selvom det er en lille knøs  i forhold til Bestsellers planer om at bygge et højhus i Brande på op til 320 meter, så er der stolthed blandt håndværkerne, over at være med til at bygge Nordjyllands højeste bygning.

- Jeg har haft min familie med ude mange gange, hvor jeg har vist dem, at det her har jeg været med til at lave. Der er ingen tvivl om, at når det her står klart, så vil jeg også have dem med over og vise dem det her, og sige ”Her har mor gået”, griner Line Jeppesen.

Der lang vej endnu, før Horisonten er 66 meter høj. Foto: TV2 Nord

Den højeste stilling på byggepladsen

Med et glimt i øjet forklarer kranfører Poul Klemmensen, at han har den højeste stilling på byggepladsen. Det betyder også at det er ham alene, der afgør om det er forsvarligt at kranen kører.

Hvis han vurderer, at det blæser for meget, så der er risiko for at han kan komme til at klemme nogen af de betonarbejdere, der tager imod de tonstunge elementer, så stopper han kranen.

Det betyder at det meste af byggepladsen må lukke ned. Den beslutning har Poul Klemmensen taget flere gange.

- Hvis ikke vi kan lande byrden på forsvarlig vis, så kører vi ikke. Vi skal følges ad hjem til fyraften alle sammen her. Vi har heldigvis en ledelse her på byggepladsen, der går meget op i sikkerhed, siger Poul Klemmensen.

Den 66 meter høje bygninger kommer til at huse 160 lejligheder. Foto: TV2 Nord

Salget af de 160 lejligheder er gået i gang, og ifølge bygherren er der indtil videre solgt 25. Konkurrencen om at sælge lejligheder i Aalborg er stor lige nu.

- Der er mange lejligheder til salg heroppe. Det er der generelt i Danmark. Men vi kan da se, at der er interesse, og der har været stor interesse siden vi startede. Man er lidt tilbageholdende, fordi vi er i de jyske, hvor man ikke bare sådan springer ud i noget nyt, siger Michael Schumann, Fund manager, Aberdeen Asset Management.

Nordjyllands højeste etageejendomme:

Sygehus Nord, Aalborg Universiteshospital 57,1 meter

Kattegat Siloen, Frederikshavn, 55 meter

Hotel Hvide Hus, Aalborg, 53 meter

Høje Brygge, Lindholm Brygge, 53 meter

Larsen Waterfront, Aalborg, 50 meter

 

Det højeste nordjyske bygningsværk er skorstenen på Nordjyllandsværket. Den er 170,1 meter.

 

Klide: wikipedia.dk


Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I Nordjylland er det Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Læsø, Morsø og Thisted Kommuner, der bliver tilgodeset.

I årevis har vi i Nordjylland manglet læger og bedt om hjælp for at få flere til vores område. Nu sker der noget. En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner tvinger læger ud i områder, hvor længemanglen er størst.

Og det er i seks nordjyske kommuner. En af dem er Frederikshavn Kommune.

Her bor 80-årige Jørn Andersen med sin kone. De bor i byen Strandby som i mere end et år har stået uden en praktiserende læge.

- Vi er mange i byen og i nære områder, der savner den tryghed, vi havde indtil for halvanden år siden, Jørn Andersen.

Ingen garanti for læger

Konkret betyder aftalen, at der det første halvår af 2025 kun kan etableres nye lægepraksis i de områder, hvor lægedækningen er dårligst. Dertil kommer det, at de store universitetshospitaler ikke må ansætte speciallæger i almen medicin i to år fra årsskiftet og frem.

Se hele nyhedsindslaget herunder.

- De kommende praktiserende læger bliver simpelthen målrettet til områder i Region Nordjylland, hvor der i dag er den dårligste lægedækning. Og det er vigtigt, fordi det er afgørende for regeringen og med sundhedsreformen, at alle danskere skal kunne have en læge tæt på, siger indenrigs- og sundhedsminister Sofie Løhde (V).

Men om aftalen virker, og hvor mange læser, aftalen ender med at sende ud til de mest lægefattige områder, kan aftalepartnerne ikke give et konkret bud på.

Men i Strandby håber de, at lægetørken snart er ovre, selvom det ikke er givet, at aftalen vil lukke en ny læge til.

- Det vil vi da sandelig håbe. Det har vi behov for. Som to ældre mennesker sammen med en hel masse andre i hele vores nærområde, siger Jørn Andersen.


Flyvestation Aalborg sender jagerfly til Argentina

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det første blev sendt afsted i dag.

Det første af i alt 25 F16-jagerfly, som Argentina har købt af Danmark, blev i dag sendt afsted fra Flyvestation Aalborg. I alt har Argentina købt 24 F-16 fly af Danmark.

Flyet kan ikke flyve, men det skal bruges af at de argentinske flymekanikere, så de kan lære flyet at kende, og øve sig på at reparere det, inden resten af F16-flyene på et senere tidspunkt kommer til landet. De nedpakkede F-16 fly blev læsset på et argentinsk Herkules transportfly, så det kunne komme til sit nye hjem.

-Under uddannelse der kan der jo ske ting som ikke var helt efter planen. Så er det væsentlig bedre, at de har et fly de kan øve sig på. Så de kan lære af de fejl de begår, uden det har konsekvenser. Både økonomiske eller flysikkerhedsmæssigt, siger major Jens Aabo fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Genbrug er at foretrække

Personligt er majoren glad for, at flyene er solgt, så de kan bruges af en andre nation.

- Vi har jo før taget fly ud af drift, som vi har skåret i små stykker, og det er langt værre end at vide, at nu er der en anden nation, der kan bruge de her fly måske 20 år endnu, siger major Jens Aabo.

Fra næste år og frem til 2028 bliver de resterende 24 F16-fly leveret til Argentina i grupper med seks fly ad gangen - og det kan lade sig gøre, fordi F-16 piloter er uddannede til at tanke flyet imens det er i luften.


Kæmpe nordjysk auktionshus ryster i waders’ene: Langt mellem jomfruhummerne

Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er især de fisk og skaldyr, som det kræver meget energi at fiske, der er i fare for at forsvinde fra auktionen.

Nytår og jul er højsæson for fisk på middags- og frokostbordet, men i fremtiden kan nordjyderne få færre fisk og skaldyr at vælge imellem.

Sådan lyder den dystre vurdering fra Finn Møller, der er auktionarius på Hirtshals Fiskeauktion. For når den nye CO2-afgift på fiskeriet bliver indfaset til nytår, er det ikke alle fisk, det kan betale sig for fiskerne at fiske.

-Vi kommer til at se nogle fiskere, der kommer til at sortere i, hvad det er, de vil forsøge at fange, og hvornår de vil gå på havet, for det er jo store udgifter, man pålægger dem - uden de har chance for at komme udenom, siger Finn Møller.

- Vi har jomfruhummere her, og dem kommer danskerne sandsynligvis til at kigge rigtig, rigtig langt efter, medmindre man kan finde det ved udenlandske både, der jo ikke bliver ramt af den afgift her, siger auktionarius, der også forventer, at kulleren bliver et særsyn på auktionen, når afgiften indføres.

Men hvad skal man så gøre i stedet?

- Man kunne måske have gradueret det lidt. Man kigger på et erhverv, hvor den gennemsnitlige fisker er omkring 60 år gammel. Og de her fiskere kommer ikke til at sætte andre motorer i deres fartøjer. De kommer i stedet til at stoppe. Og det kommer til at betyde, at vi får væsentligt færre fartøjer i de kommende år her på stedet, siger Finn Møller og fortsætter:

- Problemet er, at man lige nu ikke giver nogen tid til at omstille sig. Havnen er ikke klar. Fiskerne er ikke klar til det. Teknologien er klar, men den er alt for dyr og der er ikke nogle forhandlere af det. Så lige nu er der ingen muligheder for den danske fisker.

Det er især jomfruhummeren, der er i fare for at forsvinde fra auktionen med fiskeriets nye CO2-afgift. Foto: TV2 Nord

På sigt går det jo sikkert mod noget grønnere, når vi kigger på alt, vi foretager os i verden. Så kan det ikke blive en konkurrencefordel for dansk fiskeri?

- Det kunne være et rigtigt godt argument. Men det, vi ser i bagklogskabens lys, er, at når man afvikler noget, som jeg tror, vi kommer til nu, så får du ikke udviklet noget bagefter.

- Hvis du mister 20 procent af fartøjerne, hvilket bare er min sølle formodning, får vi ikke de 20 procent af fartøjerne igen, når teknologien og havnen er klar. Så lige nu har vi ingen alternativer, siger Finn Møller og langer ud efter "de partier, der har besluttet det":

- Lige nu mislykkes man i stor stil.


Diannie går kun i bad to gange om ugen for at spare på elregningen

Der bliver ikke tændt for varmen hos Diannie.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Diannie er chokeret over torsdagens elpriser. Og hun er ikke den eneste.

Hvis nogle vil have aftensmad efter 17, så hedder det rugbrød. Sådan er én af de drastiske metoder, Diannie Tekin har indført i lejligheden i Nørresundby for at spare på strømmen.

Her bor hun med sine to voksne børn. Og da hun så torsdagens elpriser på op til 10,34 kroner per kilowattime i sin app, blev hun noget chokeret.

- Det er helt ude af proportioner, siger hun og fortsætter:

- Jeg er på variabel el og bruger slet ikke strømmen, når den er dyr.

Etagevask og tidlig aftensmad

Det er muligt, fordi alt i hjemmet indrettes efter elpriserne. Diannie har ikke opvaskemaskine, hun vasker kun tøj om lørdagen og laver aftensmad mellem klokken 15. og 15.30. Allersenest 17.

Og så går hun kun i bad to gange om ugen - ellers hedder det etagevask resten af tiden. Det kræver nemlig el at varme vandet op.

- Det gælder ikke børnene. De er vokset op i en anden tid, så det ville tage livet af dem, griner Diannie Tekin, der er på førtidspension og derfor har lettere ved at flytte sit elforbrug til de billige timer.

El-tips

  • Hold snor i dine opladninger. 
    Trådløs opladning kræver op til 50 procent mere strøm end opladning med et kabel.

  • Fnug i filteret øger forbruget.
    Hvis dit filter i tørretumbleren er fyldt med fnug, kan det øge forbruget med over 10 procent på grund af den forlængede tørretid. En anden vane er at centrifugere tøjet først. Tørrer du tøj ved 1.600 omdrejninger frem for 1.000 omdrejninger tre gange om ugen, kan du årligt spare 140 kWh. Det svarer til cirka 770 kroner.

  • Overvej hvordan du streamer film og serier.
    Du kan spare helt op til 95 procent strøm, hvis du streamer via et Chromecast eller Apple TV i stedet for PlayStation eller Xbox.

  • Tjek fryser og køleskab.
    Dit strømforbrug stiger med 5 procent for hver grad, temperaturen falder i dit køleskab eller fryser. Den helt balance mellem holdbar mad og et fornuftigt strømforbrug er 5°C i køleskabet og -18°C i fryseren.

  • Mindre kogevand
    Skal du spare ekstra, når du koger vand, kan et låg på gryden desuden strømforbruget. Og ved at bruge mindre vand at koge i, kan du spare hele 30 procent hver gang, du forbereder dine måltider på et elektrisk komfur.

Kilde: Norlys

Flytter forbruget

Men Diannie er langt fra den eneste. Susan Knøs fra Aalborg er også på en variabel elaftale og forsøger desperat at skære helt ned på elforbruget.

- Vi har råd til det nu, men hvis priserne bliver ved med at være så høje, bliver økonomien ikke ved med at være god, siger hun og fortsætter:

- Vi tænker i forvejen meget over vores forbrug og sidder hjemme i en mørklagt lejlighed med stearinlys tændt. Det er jo også begrænset, hvor meget man kan spare. Vi skal jo også leve og være til.

Susan Knøs bliver derfor vred over elpriserne.

- Det kan ikke være rigtigt, at prisen skal være så høj. Det lugter af grådighed!

Hun og hendes partner har dog ingen børn og kan derfor ligesom førtidspensionist Diannie Tekin sætte forbruget ned i den dyre time mellem 17 og 18.

Men det kan Anja Guldbæk fra Vadum ikke. Her bor de to voksne og deres 12-årige datter i et rækkehus. De har også valgt en timeafregnet elaftale.

- Jeg tjekker hver dag, hvordan strømmen er, og planlægger, hvad vi skal derefter.
Familien har elbil, som lader om natten, når strømmen er billig. Ellers kan gasgrillen også tages i brug.

Men der er stadig vaskemaskine, tørretumbler, komfur og ovn, der sluger strøm.

Dog er der allerede udsigt til bedring i de kommende dage. Det lover Mads Brøgger, direktør for Norlys Energi:

- Jo mere af forbruget man kan skubbe til i nat eller i morgen, des bedre. I løbet af natten falder elprisen, og også i de kommende dage, siger han.


Ny afgift vil smadre danske kystbyer, lyder det

Foto: Hans-Christian Lauritzen

Hirtshals fejrer lørdag sit 100 års jubilæum.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

En ny CO₂-afgift på fiskeriet får nu flere af landets borgmestre til at lange ud efter regeringen. De frygter tab af arbejdspladser i kystområderne.

i kommer til at betale prisen.

Så kontant er udmeldingen fra en række borgmestre i flere nord- og vestjyske kommuner, efter fiskeriet har meldt ud, at knap halvdelen af erhvervet som følge af den nye CO₂-afgift vil lukke og slukke frem mod 2025.

CO₂-afgiften blev vedtaget i 2022 som et led i den grønne skattereform vedtaget af regeringen, De Konservative, Radikale Venstre og SF.

Målet er at reducere Danmarks udledning af CO₂ med yderligere 4,3 millioner ton frem mod 2030. Det betyder afgifter for både industri, landbrug og fiskeri.

Beregninger fra Danmarks Fiskeriforening viser, at 45 procent af de danske fiskefartøjer med den nye afgift fremover ikke vil være rentable, og især de mindre og mellemstore fartøjer vil blive hårdt ramt. 

Det her vil ramme os hårdt.

Niels Jørgen Pedersen, borgmester i Thisted Kommune (V)

Men det er ikke kun fiskeriet, som vil blive ramt. For med fiskeriet følger en lang række andre erhverv, som er afhængige af, at der hver dag kommer fisk ind til havnen.

Det er særligt områder i Nord- og Vestjylland, der kommer til at blive ramt, hvis der sker nedgang i fiskeriet.

Nylige tal fra Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO) viser, at op mod 1600 jobs er i fare i områder, hvor der i forvejen er færre jobmuligheder og hvor netop fiskeriet har stor lokal betydning.

Fiskerne må gå tiggergang i banken

I Hjørring Kommune er borgmester Søren Smalbro (V) slet ikke i tvivl om, at CO₂-afgiften vil få store og meget negative konsekvenser – ikke kun for fiskeriet.

Han er nemlig også formand for Nordjysk Fiskerikommuners Netværk, som er en sammenslutning af kommuner i Nordjylland, som er stærkt afhængige af fiskeriet.

- Afgiften får lige nøjagtig den virkning, som man ikke ønskede, at den skulle have. Den kommer til at ramme kystsamfundene hårdt og rammer lige ned i den ømme plet, som vi i forvejen har med mangel på beskæftigelse, siger Søren Smalbro.

Han betegner det som en negativ spiral, hvor en CO₂-afgift får den fuldstændig modsatrettede effekt i forhold til det, der var tiltænkt.

Og han forstår ikke, at man insisterer på at indføre en afgift, når der er så mange løse ender og stadig ingen aftale om, hvorvidt fiskerne kan blive refunderet for nogle af deres ekstra udgifter eller ej.

- Vi ruinerer et erhverv, hvor fiskerne ikke ved, om de er købt eller solgt. Lige nu er de i bankerne og forsøger at forhandle kredit. Men det er jo svært, når de ikke kan få svar på, om politikerne vil give dem en hjælpende hånd gennem den grønne omstilling, påpeger Søren Smalbro.

Ifølge ham giver afgiften ikke nogen mening, når der ikke er et alternativ. Det halter nemlig med produktionen af det grønne brændstof, efter at flere af regeringens store klimaprojekter er faldet.

Og han forklarer, at når fiskerne ikke længere kan fiske, så rammer det alt andet omkring dem som ringe i vandet.

Kommuner er hårdt pressede i forvejen

I forvejen er mange af kommunerne i netværket ramt af tab af arbejdspladser, og udsigten til nedgang i fiskeriet gør det ikke nemmere at tiltrække tilflyttere. Heller ikke når både landbruget og industrien også får pålagt CO₂-afgift fra årsskiftet.

Det har også fået Landdistrikternes Fællesråd op af stolen, og foreningen meldte for nyligt ud, at den frygter, at tusindvis af arbejdspladser vil forsvinde fra steder i landet, som i forvejen mangler arbejdspladser.

Samtidig kan lokale virksomheder blive nødt til at lukke, fordi konkurrenceevnen ifølge Fællesrådet vil blive udfordret af højere produktionsomkostninger.

- Hvis vi ser masseafskedigelser og virksomhedsdrift, der forsvinder fra landdistrikterne, vil det i sidste ende fjerne et centralt grundlag for at bosætte sig i mange landdistrikter, lød udmeldingen fra formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard, da regeringen i november kom med aftalen om den grønne trepart.

Og her rammer man netop hovedet på sømmet, lyder det fra borgmesteren i Thisted Kommune

- Det her vil ramme os hårdt. Både i forhold til lokalsamfundet, bosætningen i området, forarbejdningsvirksomhederne og beskæftigelsen helt generelt. Når man insisterer på at booste den grønne omstilling så hurtigt uden at tage højde for omkostningerne, så vil det få en meget negativ effekt, påpeger Niels Jørgen Pedersen, borgmester i Thisted Kommune (V).

Det har tidligere været fremme, at der i den grønne skattereform er også er afsat 350 millioner kroner til at kompensere fiskeriet for omstillingen.

Men indtil videre er regeringen og aftalepartierne ikke kommet med en udmelding om, hvorvidt millionerne kommer nu, hvordan de eventuelt kan udbetales og hvem der kan komme i betragtning.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men sender et skriftligt svar til TV 2, hvori han skriver, at han lytter til og forstår fiskernes frustrationer.

Derudover understreger Jacob Jensen, at han vil arbejde for, at der sker en udvikling og ikke en afvikling af dansk fiskeri.