Nordjysk kommune er højdespringer: Cyklisterne elsker Aalborg
Foto: Marie Hald / Ritzau Scanpix
Arkiv.
En ny undersøgelse fra Cyklistforbundet viser, at tilfredsheden blandt cyklister i Aalborg er steget kraftigt det seneste år.
Cykler du ind i mellem i gennem Aalborg, har du måske lagt mærke til, at der er kommet flere steder at parkere din cykel, og du i flere kryds nu kan køre over for rødt som cyklist.
Om undersøgelsen fra Cyklistforbundet
- Den Nationale Cyklistundersøgelse er gennemført for Det Kommunale Cykelfagråd i 32 kommuner i juni 2018 af Megafon i form af telefoninterviews med repræsentativt udvalgte cyklister.
- Undersøgelsen blev gennemført første gang i 2016 med 35 kommuner.
- Undersøgelsen er udført i perioden fra den 3. maj 2018 til den 10. juli 2018.
- Målgruppen for undersøgelsen er personer i alderen 16 år eller derover, som cykler mindst én gang om ugen.
- I samtlige kommuner er der gennemført omkring 150 interviews
Aalborg Kommune har de seneste år forsøgt at gøre Aalborg mere attraktiv at cykle i, og det arbejde ser nu ud til at bære frugt.
I den seneste rapport fra Cyklistforbundet, der undersøger cyklisternes tilfredshed i de forskellige byer, er Aalborg Kommune den absolutte højdespringer målt på cyklisternes generelle tilfredsed.
Aalborg Kommune er rykket fra nummer 19 på listen til nummer 8 alene på det seneste år.
- I Aalborg er vi stolte over at blive udpeget som Årets Højdespringer 2018 af det skrappeste og vigtigste dommerpanel, nemlig cyklisterne selv, siger Brian Høj, der er projektleder for Aalborg Cykelby.
Tilfredshed trods færre cyklister
Aalborg Kommune har de sidste par år haft fokus på at fortælle om mulighederne for at cykle og parkere, ligesom der er blevet etableret bedre skiltning, et cykelbibliotek og flere cykelstativer.
- For os er den her udmærkelse hos Cyklistforbundet et udtryk for, at vi trods en relativt begrænset økonomi er lykkedes med at manifestere Aalborg som cykelby. Vi har i de seneste år haft fokus på at høste de lavt hængende frugter med projekter og tiltag, som viser, at vi vil cyklisterne, siger Brian Høj.
Også rådmand i By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, Hans Henrik Henriksen (S), er tilfreds med undersøgelsens resultater, der trods et generelt faldende antal cyklister peger i en positiv retning.
- Det er paradoksalt, at cyklisterne sjældent har været mere tilfredse samtidig med, at vi som mange andre danske byer står i en situation, hvor cykeltrafikken er vigende, siger Hans Henrik Henriksen.
- Det kræver klar prioritering og ambitiøse cykelløsninger, hvis vi skal have flere op på cyklen og udvikle os til at blive en del af landets førende cykelkommuner.