Ny genbrugsbutik for mænd I Aalborg
Foto: Michael Schmidt Thomsen
En ny genbrugsforretning til mænd er åbnet i Aalborg.
Ideen om, at en genbrugsbutik er en forretning fuld af aflagt tøj, og betjeningen varetages af kvinder, som har passeret pensionsalderen, skal en ny genbrugsbutik I Aalborg gøre op med. Den er bemandet af mænd og henvender sig til mænd – med elektronik, cykler og værktøj.
Brugte cykler i alle størrelser og forskelligt elektrisk værktøj er blot nogle af de ting, som findes i DUIs Mandebutik i Aalborg. For hvor mange genbrugsbutikker måske primært henvender sig til kvinder med et bredt udvalg af tøj og nipsgenstande, har Mandebutikken – som navnet antyder – en klart defineret målgruppe.
- Der er ingen nipsting eller sådan nogle små ting, som kvinder ellers elsker at gå og pille i, forklarer Henrik Laursen, pensioneret efterskoleforstander og frivillig i butikken.
Mandebutikken har eksisteret siden foråret 2018 og hører under DUI, Arbejderbevægelsens børne- og ungeorganisation. Overskuddet fra butikken går til at finansiere et børnehjem for 60 børn i Uganda.
Men herhjemme er sigtet med butikken også at skabe et fællesskab for mænd, som forlader arbejdsmarkedet.
- Rigtig mange mænd oplever, at når de stopper på arbejdsmarkedet, så opstår der pludselig et tomrum i deres liv, fordi de har haft hele deres identitet på arbejdspladsen, forklarer Helle Christensen, formand for DUI Aalborg.
Et puf ind i butikken
Hvor kvinder ifølge Helle Christensen er bedre til at skabe sig et netværk udenfor arbejdspladsen, kniber det ofte hos mændene. Og dertil kommer, at de ofte kan være lidt svære at lokke ud i nye aktiviteter, når først de har forladt arbejdsmarkedet. Henrik Laursen var da heller ikke udelt begejstret for tanken om at være frivillig i en genbrugsbutik, da han første gang blev præsenteret for ideen om Mandebutikken.
- Jeg tænkte: ’En genbrugsbutik og så mig? Nej, det gider jeg sgu ikke. Det er livet for kort til, husker han.
Men hans kone og tre døtre gav ham et kærligt puf i ryggen og nu er han fast inventar på det hold af frivillige, som driver Mandebutikken om tirsdagen. En beslutning, han på intet tidspunkt har fortrudt.
- Vi har det sjovt og pjatter og griner. Det er en rigtig mandebutik, siger han.
Mandebutikken bliver officielt åbnet på torsdag af Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S). Butikken har indtil videre åbent tre dage om ugen, da man stadig mangler frivillige (mænd) nok til at kunne fylde en vagtplan ud for hele ugen.