Ny kaptajn på Elbjørn: Jeg købte skibet sådan lidt i sjov
Foto: Hedegaard
Martin Lassen foran sit nye skib Elbjørn i Aalborg.
Martin Lassen, der er vant til at bygge huse, havde lyst til at prøve noget nyt. Han kender intet til restaurationsbranchen.
- Det var en drøm om at prøve noget nyt. Og det blev så et restaurationsskib.
Sådan lyder den korte version, når man spørger Martin Lassen, hvorfor i alverden han købte MS Elbjørn.
Skibet var aktiv i den danske isbrydertjeneste fra 1954 til 1996. En eksplosion i en dynamo satte en stopper for skibets videre sejlads. I 2004 kom skibet til Aalborg og blev omdannet til restaurant med kokken Lars Jeppesen ved roret.
Han forfulgte også en drøm, men måtte sande, at det var svært at få en fornuftig forretning ud af de mange arbejdstimer, der blev lagt på skibet. Det samme gjaldt for dem, der overtog efter ham.
Den nye ejer kender godt restaurationsskibets historik og de svære betingelser.
- Jeg har ikke købt skibet for at blive at blive mangemillionær. Skibet er købt af lyst, siger Martin Lassen.
Den 36-årige skibsejer har sit eget byggefirma ved Tjele mellem Randers og Viborg, hvor han restaurerer og bygger huse. Han ejer desuden en række ejendomme, som han lejer ud. Det er værdierne herfra, han har investeret i skibet, som stod til 6,5 mio. kr. i salgsopstillingen. Vi spørger, hvad han måtte punge ud.
- Det kan jeg ikke huske... Og det er jeg ikke interesseret i at oplyse, lyder svaret.
Det var en kammerat, der gjorde ham opmærksom på, at skibet i Aalborg var til salg.
- Og sådan lidt i sjov sagde jeg til ham, at det ville jeg da godt købe, siger Martin Lassen.
Den sjove ide blev til virkelighed, og uanset købsprisen skal der investeres en anseelig sum penge og rigtig mange arbejdstimer, hvis alle Martin Lassens planer skal realiseres. Dækket skal slibes ned og shines op, så udeserveringen med udsigt over byen og Limfjorden sker i de bedste rammer. Der venter rustarbejde, og hele skibet skal males tilbage i de oprindelige sort-hvide farver. Den gamle officersmesse og cafeen på øverste dæk skal indrettes. Og måske laver Martin Lassen to-fire værelser, så gæster kan overnatte i det, der var broen på skibet.
- Det historiske betyder rigtig meget for mig. Vi har planer om at lave et kulturskib. Vores gæster skal ikke bare kunne spise, de skal også kunne opleve, hvordan skibet fungerede i gamle dage, siger Martin Lassen.
Han viser begejstret rundt i det gamle motorrum og slår fast, at han aldrig havde købt en almindelig restaurant på land.
I den store restaurant indenfor er der plads til over hundrede spisende gæster. Maden står køkkenchef Michael Bjørkær for.
- Vi har almindelig god dansk mad på menukortet. Hver onsdag serverer vi stegt flæsk. Men vi laver også specialarrangementer med finere mad, lyder det fra Michael Bjørkær, mens han forbereder en prøveaften forud for åbningen, som er den 29. januar.
I videoen viser Martin Lassen rundt på restaurationsskibet og fortæller om sine planer. Vi møder også køkkenchefen Michael Bjørkær.