Nye gynger på budgettet?: Filstedvejens Skole har ikke haft en legeplads siden i sommers

Aalborg Kommune præsenterede tirsdag kommunens forslag til et budget. Og et af de steder, hvor dagens budgetforslag har været ventet, er på Filstedvejens Skole i Aalborg.

Filstedvejens Skoles udearealer ligner efterhånden Kalahariørkenen.

- Indtil i sommers havde vi gyngestativ med gynger, vi havde et megafedt klatrertårn, vi havde en rutsjebane. Vi havde også en bålhytte, den er også blevet pillet ned, den var for farlig og misvedligeholdt, siger formand for støtteforeningen for Filstedvejens Skole, Monica Clemmensen Meier.

Gyngestativet, klatretårnet og rutsjebanen var ganske enkelt så nedslidte, at de var farlige.

Et par nedslidte boldbaner er alt der er tilbage til børnene. Derfor har forældre sammen med skolebestyrelsen lagt ekstra pres på Aalborgs politikere. De vil have afsat penge til ordentlige udearealer.

- Som forældre drømmer man om, at ens børn også kan bruge udearealerne i læringen. Det kan de ikke her, siger næstformand for støtteforeningen for Filstedvejens Skole, Nanna Tribler.

Derfor har forældrene selv startet indsamlinger og inviteret flere politikere for at se elendighederne. 700 elever uden et eneste gyngestativ har da også placeret skolen øverst på kommunens egen liste over trængende skoler.

- Alt forskning viser, at hvis lærere er i stand til at kunne inddrage udearealet som ekstra læringsrum, så gavner det børnene. Jo mere bevægelse de får, jo lettere har de ved at lære, siger Nanna Tribler.

Penge til gynger i budgetforslaget

Skoleudvalget i Aalborg Kommune vil, ifølge det budgetforslag, der blev fremlagt tirsdag, gerne tilføre 3,8 millioner kroner til renovering af legepladser og udearealer ved en række skoler i Aalborg.

- En af Aalborg største skoler. Vi har nul gynger, nul rutsjebaner, nul klatretårne, siger Monica Clemmensen Meier.

Om Filstedvejens Skole prioriteres fremgår dog ikke af budgetforslaget, som skolerådmand i Aalborg Kommune, Tina French, tirsdag var til fremlæggelsen af.

Kan du love Filstedvejens Skole en gynge eller et eller andet?

- Nu har jeg det sådan, at jeg gerne vil have det igennem vores vurderinger. Men det er klart, at Filstedvejens Skole står højt på listen. Så jeg tror godt, at de kan tillade sig at have smilehullerne en lille smule opad, siger skolerådmand i Aalborg Kommune, Tina French (V).


Seneste nyt

fra Nordjylland