Nyt parkeringssystem ved sygehuse udskudt: - Skandaløst
Skandaløst. Sådan lyder kritikken fra et regionsrådsmedlem efter at indførelsen af et nyt parkeringssystem ved Sygehus Nord og Sygehus Syd er blevet udskudt til efter nytår.
Mange patienter og pårørende på Aalborg Universitetshospital kender det alt for godt: Den evige jagt på en parkeringsplads ude ved Sygehus Syd.
En jagt, der nogle gange kan virke decideret umulig.
Vi skal jo sætte en halv time til tre kvarter af bare for at finde en plads.
- Knud Bager, Pensionist, Nykøbing Mors.
- Det er lige tåbeligt hver gang, vi er her. Fuldstændig håbløst herude, siger Svend Erik Jørgensen.
- De gange, jeg har været her, der har det været næsten håbløst. Vi skal jo sætte en halv time til tre kvarter af bare for at find en plads, siger Knud Bager.
- Det har været galt altid. Når man har været meget syg og på kemo, så er det slet ikke sjovt at være dårlig og være nødt til at gå langt, siger Tina Mølgaard.
I løbet af de seneste ti år er der kommet 51.000 flere biler på de nordjyske veje. Det svarer til en stigning på 22,5 procent.
De mange biler gør det blandt andet svært for patienter og pårørende at finde en parkeringsplads ved sygehusene i Aalborg.
- Det er skandaløst
Regionsrådsmedlem Per Larsen troede, at der var kommet en løsning på parkeringstrængslerne ved sygehusene.
Han fik nemlig en besked fra regionens embedsværk om, at et nyt parkeringssystem efter planen stod klar inden sommerferien i 2019.
Jeg synes, at det er skandaløst, at det tager så lang tid.
- Per Larsen, Regionsrådsmedlem, Region Nordjylland, Konservative.
- Jeg synes, at det er skandaløst, at det tager så lang tid, når det er længe siden, at vi blev lovet en løsning, siger Per Larsen (K).
Allerede fra i sommer var det meningen at Aalborg Universitetshospitals patienter ikke skulle bekymre sig om at finde en parkeringsplads i samme grad som hidtil.
Ved Sygehus Syd skulle parkeringstilladelsen sættes ned fra fire timer til én time for at holde uvedkommende gæster væk fra p-pladsen. Samtidig ville patienter få mulighed for at parkere så længe som det vurderes nødvendigt i forhold til behandlingen. Men nu sker det altså tidligst i det nye år.
- Det hjælper ikke os, der har brug for det lige nu og her, siger Tina Mølgaard.
- Sådan er situationen hele tiden. Det bliver udskudt og udskudt hver gang, siger Svend Erik Jørgensen.
Implementering af tablets skyld i forsinkelse
Til at registrere patienternes registreringsnumre skal der på hver afdeling sættes tablets op. Det er blandt andet arbejdet med det, der gør, at det nye parkeringssystem ikke er klar før i 2020.
- Jeg har ikke fået noget at vide overhovedet, og derfor er det også dybt skuffende, at I kommer med den meddelelse om, at det skal tage yderligere et halvt år, og så ved vi jo så ikke engang, om det holder, siger Per Larsen (K) til TV2 Nord.
Per Larsen mener, at politikerne nu må tage ansvar for de mange år med parkeringskaos.
- Nu vil jeg bede om at få en redegørelse for, hvorfor det er trukket så meget i langdrag, for det synes jeg simpelthen ikke er i orden. Vi skal have sat trumf på, så vi får det implementeret og sat i gang, siger Per Larsen (K).
De er nok kolde i røven overfor det. Det er sådan set min mening.
- Svend Erik Jørgensen, Pensionist, Brønderslev.
Svend Erik Jørgensen, der er en af dem, der ofte leder efter parkeringspladser ved Sygehus Syd, giver ikke meget for den langsommelige proces.
- De er nok kolde i røven overfor det. Det er sådan set min mening. De er vel ligeglade, siger Svend Erik Jørgensen.