Pirates vandt topbrag på hjemmebane

Aalborg Pirates sikrede sig onsdag aften et forspring i toppen af Metalligaen.

Aalborg Pirates øgede onsdag aften holdets forspring i toppen af Metalligaen, da holdet vandt sikkert 3-0 over de nærmeste forfølgere fra Herning Blue Fox på hjemmebane i Gigantium.

3275 tilskuere var mødt op for at se om de regerende danmarksmestre fra Pirates efter seks sejre i streg kunne fortsætte stimen mod forfølgerne fra Herning.

Og det var helt tydeligt to opsatte hold, der løb på isen i Aalborg onsdag aften - men det var kun det ene, der fik omsat kampgejsten til mål.

Efter blot halvandet minut fik amerikanske Trevor Gooch, der med 19 mål og 21 assists gennem sæsonen har brilleret for Pirates og hægtet sig fast helt i toppen af pointligaen.

Selvom Pirates kom bedst fra start, var det tydeligt, at det var ligaens tophold, der var på isen. Herning skabte gode chancer i en første periode, der både spil- og resultatmæssigt endte med at gå til Pirates.

Anden periode var uden tvivl hjemmeholdets. Efter 27 minutters spil fordoblede Brayden Low til 2-0 og midt i perioden var det Jeppe Jul Korsgaard, der gjorde det til 3-0, der også endte med at blive kampens resultat.

Aalborg Pirates skal i aktion næste gang den 6. februar i Odense til endnu et topbrag.


Seneste nyt

fra Nordjylland