Røveri: Butikschef slået i hovedet

To mænd er sigtet, efter et butikstyveri i Fakta i Vejgaard udviklede sig voldeligt torsdag eftermiddag.

En mand er sigtet for røveri, mens en anden mand er sigtet for butikstyveri, efter de torsdag eftermiddag forsøgte at stjæle spiritus i Fakta i Vejgaard.

De to mænd, der er 37 og 41 år gamle, gik forbi kassen uden at betale.

Butikschefen var dog mistænkelig overfor de to mænd, og han valgte derfor at konfrontere mændene udenfor butikken.

- Der opstod tumult, og butikschefen blev tildelt et slag i hovedet af den ene gerningsmand, siger Poul Fastergaard, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Dermed ændrede sagen karakter fra tyveri til røveri.

De to mænd blev efterfølgende anholdt, og gerningsmanden, der slog butikschefen, bliver sigtet for røveri, mens den anden mand sigtes for butikstyveri.


Seneste nyt

fra Nordjylland