Sankt Hans-bål futtet af før tid
Foto: Privatfoto
Beboerforeningen Kærlundsmarkens Sankt Hans-bål blev brændt af i alt for god tid.
Mandag gjorde Beboerforeningen Kærlundsmarken med formand Kim Bjerg i spidsen årets Sankt Hans-bål klar.
Et knap fire meter højt bål opstillet på det grønne område langs Postmestervej i Aalborg, der den 23. juni om aftenen skulle tændes med en heks på toppen.
Men ak. Det var skønne spildte kræfter. Dagen efter havde ukendte personer nemlig taget forskud på glæderne og brændt bålet af for Beboerforeningen og kun de sørgelige rester var tilbage.
- Det er da ærgerligt, men vi må jo bare igang igen, siger Kim Bjerg.
- Om det er drengestreger eller hvad det er, ved vi ikke, men vi tror ikke, bålet kan være blevet tændt ved et uheld, siger han videre.
Billederne som TV2 Nord har fået tilsendt viser et stort set ryddet bålsted og store områder med svedent og brændt græs.
- Jeg opdagede det faktisk ikke før der var en der sendte mig en besked og fortalte om det, fortæller den ærgelige formand. Han kan dog stadig trække på smilebåndet og skuldrene over episoden.
Træet til det store bål har beboerforeningen fået i Nørresundby og den samme leverandør har heldigvis stadig træ på lager, så der skal nok blive Sankt Hans på Kærlundsmarken.
Spørgsmålet er så om beboerforeningen tør stille bålet op mange dage i forvejen.