Se skønne billeder: Giraf føder sin ottende kalv i zoo

Gæster i Aalborg Zoo fik sig i dag en ekstra oplevelse, da de blev vidner til en giraf-fødsel.

Det var en rutineret giraf-mor, der i dag gik i fødsel Aalborg Zoo. Den 18-årige giraf, Caroline, er en erfaren mor, og alt gik helt som det skulle, da hun i dag fødte sin ottende kalv.

- Fødslen gik helt fantastisk - livet er et mirakel, lyder det begejstret fra dyrepasser Paw Gosmer, der var helt tæt på under fødslen, som varede to timer.

Mor Caroline tog sig straks godt af kalven, og dyrepasserne konstaterede med tilfredshed, at kalven er en lille kvie. Caroline har tidligere født hele seks tyrekalve og kun en enkelt kvie. 

Giraffen Caroline fødte i dag sin ottende kalv - en lille kvie.
Giraffen Caroline fødte i dag sin ottende kalv - en lille kvie.
Foto: Aalborg Zoo

- Vi er vildt glade over, at det blev en kvie. Giraffer er jo en truet dyreart, og Rotchild-girafferne, som vores flok tilhører, lever kun i små områder i Kenya og Uganda, og for få år siden, var der kun syv eksemplarer tilbage i naturen, fortæller Paw Gosmer. 

Hun skal hedde Siphiwe

Det er fire år siden, zoo i Aalborg sidst fik en girafkalv, og det er den første kalv født i Aalborg efter den nye giraftyr, Basse, kom til zoo for godt tre år siden. 

- Han fulgte med i fødslen på tæt hold sammen med resten af flokken, som efter fødslen var henne og sige velkommen til den lille ny, som skal hedde Siphiwe. Hun er opkaldt efter en tapper, ung kvinde fra vores anti-krybskytteprojekt i Sydafrika, som desværre døde sidste år. 

Kun en halv time gammel gik den lille ny ihærdigt i gang med livets første svære opgave - at få de lange vakkelvorne ben til at bære - og efter et par forsøg, der endte på hovedet i halmen, stod hun - om ikke stabilt - så i hvert fald oprejst. 

- Både mor Caroline og far Basse er genetisk meget stærke dyr, og vi er meget glade for at kunne være med til at opbygge flokken af Rotchild-giraffer med stærke gener. Muligheden for avl er jo betydeligt større med en lille rask kvie som nyt medlem af flokken, jubler Paw Gosmer. 

Heldige gæster, der var i Zoo på det rette tidspunkt havde mulighed for at overvære fødslen. Det næste stykke tid kan den nye kalv ses i girafhuset, indtil hun kan følge med resten af flokken udenfor på savannen. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland