Slagteriarbejdere på skolebænken: Efter 28 og 45 år på Danish Crown bliver Klaus og Anders omskolet til kabelmontører

Virksomheden ProCon Wind Energy har ansat 19 af de fyrede slagteriarbejdere fra Danish Crown i Sæby. Først skal de omskoles til kabelmontører på Tech College i Aalborg.

Der bliver bandet lidt i den ene ende af en lagerhal på Tech College i Aalborg. Det er Anders Peis, der sender eder ud i lokalet, for han bøvler med at trække et kabel gennem en væg.

Han har arbejdet som tarmrenser på Danish Crown i Sæby i 45 år. Faktisk har han haft hele sit arbejdsliv der lige siden han var 16 år, men nu er slagteriet lukket, og Anders Peis forsøger nu at blive omskolet til kabelmontør. De små kabler er lange ligesom de tarme han plejede at rense, men der holder lighederne også op.

- Det er underligt at komme på skolebænken efter så mange år på slagteriet. Det er mærkeligt, at komme i gang med noget andet, siger Anders Pejs.

I de 45 år på slagteriet har Anders Peis flere gange overvejet, om han skulle prøve noget andet, men det blev ligesom aldrig til noget. Nu er den 61-årige mand tvunget ud i at finde en ny levevej.

I juli lukkede Danish Crown slagteriet endeligt, og 800 medarbejdere skal finde et nyt job.

- Jeg var afklaret med situationen, da jeg gik ud af døren på slagteriet. Nu skal jeg prøve noget nyt, siger 62-årige Klaus Kristensen, som også gået i gang med kabelmontøruddannelsen efter 28 år på slagteriet.

Mangler hænder

Anders Peis og Klaus Kristensen er begge sammen med 17 andre slagteriarbejdere blevet ansat af Aalborg virksomheden ProCon Wind Energy. Virksomheden laver elinstallationer på vindmøllefundamenter, og de mangler lige nu 100 elektrikere og kabelmontører alene i Danmark.

Derfor er det gået sammen med Tech College i Aalborg, hvor de på 33 dage omskoler slagteriarbejderne til kabelmontører.

- Branchen er udfordret af, at der ikke er så mange indenfor vores branche. Derfor har vi valgt at være med i det her samarbejde, hvor vi opkvalificerer blandt andet slagteriarbejdere fra Danish Crown, hvor vi omskoler dem til at blive kabelmontører, siger HR-chef hos ProCon Wind Energy, Carina Holst Kristensen.

På slagteriet var 693 af medarbejderne medlem af fagforeningen NNF. Af dem er 330 nu kommet videre i arbejde eller uddannelse, og det er flere, end fagforeningen havde turdet håbe på.

- Taget i betragtning af at så mange er røget ud på en gang, så går det rigtig godt. Mange har fået jobs i andre afdelinger af Danish Crown, en del har fået job hos Siemens Gamesa, og en del er i gang med kabelmontøruddannelsen, siger Kim Blicher Hansen, der er næstformand i NNF Nordjylland.

Han er optimistisk i forhold til, at mange af de fyrede slagteriarbejdere hurtigt kommer i job igen.

Tager flere ind

ProCon Wind Energy er ikke færdige med at ansætte slagteriarbejdere. I oktober og januar starter der nye hold op på kabelmontøruddannelsen. Der er plads til 26 elever på hvert hold.

- De folk, vi har valgt at ansætte, er motiverede til jobbet. De kommer med en gejst, og det er sådan set det vigtigste. Jobbet skal vi nok få lært dem, siger Carina Holst Kristensen.

I en alder af 61 og 62 år venter der Anders og Klaus et nyt arbejdsliv. De har fem uger endnu til at få styr på kablerne, inden de begynder i jobbet.

- Vi er nogle gamle torsk, men når de andre på holdet kan finde ud af det, så kan vi også. Jeg har fem år til, jeg kan gå på folkepension, og dem vil jeg gerne bruge på at være kabelmontør, siger Klaus Kristensen.

Klaus og Anders omskoles fra slagteriarbejdere til kabelmontører:


Seneste nyt

fra Nordjylland