Søren windsurfer fra Nibe til Vejle på et 25 år gammelt surfbræt

Et overvæld af udstyr følger med på Sørens surfbræt til overnatning og madlavning, når han tager turen fra den ene landsdel til den anden.

Telt, sovepose og kogegrej er pakket med på Søren Sæderups gamle windsurfer fra 80erne, når han i dag stævner ud fra havnen i Nibe.

Forude venter en tur på flere hundrede kilometer på surfbræt langs jyllands østkyst hjem til konen i Vejle. 

- Det er lidt en drøm, jeg har haft i mange år, det der med at sejle ud for mig selv fra sted til sted og opleve noget, siger Søren Sæderup.

quote Nu må vi se hvad dagen byder

Søren Sæderup

Turen ud tog ikke mere end en uge for den erfarne sejler, der som ung har sejlet Fyn rundt. Sidste år kunne han også krydse Mors af på sin ø-liste. Det var dog, modsat på denne tur, uden baggage.

- Når jeg sejler langs kysten, så ser jeg al den skønne natur. Sæler, marsvin og så videre. Og så overnatter jeg - jeg har alt mit grej med på surferen, siger han.

Fundet i skrotbunke

Turen på næsten 700 kilometer i alt tur retur foregår på et surfbræt med flere årtier på bagen. Det har Søren Sæderup fundet i en skrotdynge.

- Jeg fik at vide: ”Det skal smides ud, så du må gerne tage det.” Og det blev jeg glad for, husker han.

Siden er der blevet monteret bagagebærere på brættet, så al Søren Sæderups overlevelsesgrej kan komme med. For han ved ikke, hvor han teltet bliver slået op i aften.

- Nu må vi se hvad dagen byder, jeg ved ikke hvor jeg ender henne. Men det tager vi, som det kommer.

Søren Sæderup kan godt lide at tage tingene, som de kommer, når han er på sine ture.
Søren Sæderup kan godt lide at tage tingene, som de kommer, når han er på sine ture.
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Hård vind venter

Forude venter der Søren en tur i høj sol langs de danske kyster. Men det starter ikke uden udfordringer, for vinden rører ikke meget på sig i det stille sommervejr.

Derfor hjalp den lokale havnefoged onsdag morgen Søren Sæderup ud af havnen i Nibe – på åbent vand – og så er det ellers bare at sætte kursen mod Vejle.

- Nu må vinden jo vise, om det tager mere end en uge. Men jeg har 14 dage til det, så jeg skal nok nå det.


Seneste nyt

fra Nordjylland