Stine mangler kun 23.000 til anden operation: - Enhver krone tæller

Stine Sigsgaard Risager fra Aalborg bruger de sidste dage inden afrejsen på at samle de sidste kroner sammen.

På mange måder lever 22-årige Stine Sigsgaard Risager et helt almindeligt ungdomsliv med arbejde og veninder i Aalborg. 

Men på mange andre måder lever hun et anderledes liv. Hun har nemlig en vaskulær malformation, som er medfødte karmisdannelser bestående af udvidede blodårer. 

Det gør, at hun har store smerter, men det er en lidelse, som sundhedsvæsenet i Danmark ikke kan kurere. 

Derfor er hun tilknyttet den amerikanske læge Dr. Waner, og han skal udføre tre operationer for at gøre livet nemmere for Stine Risager. 

Den første af operationerne er veludført, og på lørdag skal Stine Risager rejse til den græske hovedstad Athen, hvor den anden af tre skal gennemføres. 

- Jeg skal være væk i ti dage. Jeg skal være indlagt et par dage og til observation, og så skal jeg have lavet en forundersøgelse, siger Stine Risager. 

Store udgifter 

Operationerne er egenbetaling, og det er nogle dyre nogle af slagsen. De tre operationer koster i alt 475.000 kroner inklusiv rejseudgifterne frem og tilbage. 

Den første operation er blevet betalt, og Stine Risager er næsten i hus med at få indsamlet nok til den anden operation, som i alt er et beløb på 300.000 kroner. 

- Jeg er på 276.196 kroner, så jeg mangler godt 23.000 kroner.

- Hvis ikke jeg når det, må jeg tage konsekvenserne om et banklån eller finde en anden måde, siger Stine Risager. 

Derfor har hun også brugt mandagen på at uddele flyers med sin veninde i området omkring Gistrup. Hun er nemlig afhængig af donationer fra både private og virksomheder. 

- Enhver krone tæller, så det er mange bække små. Jeg er taknemmelig for hver en krone, for jeg kan ikke gøre det selv, siger Stine Risager. 

Den 22-årige nordjyde har i sin indsamling lavet flere forskellige tiltag - heriblandt konkurrencer, pantindsamling og forskellige donationer. 

Slutningen nærmer sig 

Stine Risager har i mange år haft et liv fyldt med smerter, men når de tre operationer er udført, er det forhåbentlig slut med den samme mængde af læge- og hospitalsbesøg. 

- Det er helt vildt at tænke på. Det er bare blevet hverdag, så jeg star op og tænker på indsamlingen, og hvordan jeg kan lykkes med det, siger Stine Risager.

Hvis alt går efter planen, kan Stine Risager få sin sidste operation om godt fire måneder.  

- De gør en kæmpe forskel i dagligdagen, og jeg er virkelig spændt på, hvordan det bliver efter den anden operation, siger Stine Risager. 

Stine Risager har desuden lavet en facebook-gruppe, hvor man kan følge hendes indsamling, der hedder En Gave af Håb. Hun mangler stadig i alt omkring 200.000 for også at få råd til den tredje operation. 

- Hvis der er penge til overs, vil jeg donere dem videre til andre med samme sygdom, der skal til udlandet (for at have foretaget operationer, red.) og så give noget igen til folk, siger Stine Risager.

Herunder kan du se mere om Stines kamp i programmet Nordliv:



Seneste nyt

fra Nordjylland