Stor cykelweekend på Salto
Foto: Daniel Mikkelsen
Der venter en stor cykelweekend på TV2 Nord Salto, når der fredag og lørdag bydes på mere end 10 timers direkte cykling fra Grand Prix Himmerland og Aalborg MTB Marathon.
Er du til cykling, men uden det store behov for selv at træde i pedalerne, så kan du godt sætte dig til rette foran tv-skærmen og slå over på TV2 Nord Salto fredag og lørdag. Her kan man nemlig opleve professionelle, supermotionister og glade amatører kæmpe sig afsted på landevej og i bakket terræn.
Fredag er vi med fra start til slut, når 30 professionelle cykelhold fra Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland er til start i Aars til den 7. udgave af det professionelle løb Grand Prix Himmerland, og her er der mulighed for at komme helt tæt på og følge de taktiske overvejelser undervejs.
De to danske hold Team coloQuick Cult og Riwal Platform har nemlig ekstraordinært sagt ja til at have tv-hold med i løbsdirektørbilen, så undervejs på den 199,8 kilometer lange rute vil man kunne følge med live i bilen hos Christian Andersen hos Team coloQuick Cult og Michael Blaudzun hos Riwal Platform.
- Det bliver utroligt spændende at kunne vise vores seere denne dimension af cykelløbet. Vi kommer her med helt ind i maskinrummet og oplever, hvordan taktikken lægges ude på ruten, og hvordan sportsdirektørerne og deres folk arbejder under løbet, siger Jesper Christiansen, som kommenterer løbet på TV2 Nord Salto sammen med Hans Peter Rytter.
Grand Prix Himmerland er på 199,8 kilometer. Starten går klokken 12 i Aars, og TV2 Nord Salto begynder cykeldækningen klokken 11.45. Undervejs skal rytterne blandt andet igennem syv grusvejsstrækninger. Finalen finder sted på en rundstrækning i Aars fredag eftermiddag, og der sendes direkte indtil rytterne er i mål klokken 17.
Løbet samsendes med tre øvrige regionale tv-stationer, idet TV2 Nord Saltos program sendes videre til TV Syd, TV2 Bornholm og TV/Midtvest. Løbet kan desuden streames live på tv2nord.dk.
Lørdag sendes der også mere end 5 timers direkte cykelløb på TV2 Nord Salto. Her er racercyklerne skiftet ud med mountainbikes, når Danmarks største MTB-løb køres i Aalborg. Omkring 4000 cykelryttere er med til start i årets udgave af Aalborg MTB Marathon, hvor rytterne kører 100, 55 eller 31 kilometer.
Fra klokken 9.45 kan man følge de mange ryttere, som sendes af sted ud i bakkerne omkring Aalborg. Her venter der rytterne en hård rute, som blandt andet køres i Lundby Krat, Kongshøj og Gug Alper. Den store finale er på Signalbakken i Vejgaard efter godt 100 kilometer.
Ude på ruten følger kameraholdene de mange ryttere, og TV2 Nords Saltos reportere er i hælene på rytterne på de seje stigninger og i depoterne og selvfølgelig helt i mål, så der vil være masser af interviews med ryttere og publikum gennem den mere end 5 timer lange transmission fra løbet.
Løbet kommenteres af TV2 Nords Hans Christian Lauritzen og den erfarne MTB-rytter Peter Noritaka Andersen.