Topopgør: Aalborg Håndbold sikrer smal sejr over TTH Holstebro

Der var lagt op til et vaskeægte topbrag onsdag aften, da ligaens nummer et og to tørnede sammen i Gigantium.

Svingende føringer, drama og direkte rødt kort. Topkampen i Gigantium mellem Aalborg Håndbold og TTH Holstebro havde det hele.

Ligaens suveræne tophold Aalborg Håndbold trak onsdag aften nemlig igen det længste strå, da de vandt en smal sejr over deres nærmeste titelkonkurrent, TTH Holstebro. Kampen startede langsomt ud, og der skulle gå næsten fire minutter, inden det første mål blev scoret af Aalborgs Tobias Ellebæk.

Første halvleg var generelt præget af skiftende perioder af spillemæssig dominans. Efter cirka et kvarters havde Aalborg Håndbold en føring på 6-3, men ved halvleg havde TTH Holstebro vendt kampen og pausestilling var 10-12 til gæsterne.

Møllgaard så rødt

Kort inde i anden halvleg fik en af holdets bærende kræfter, Henrik Møllgaard, direkte rødt kort. Men holdet stod sammen, og med fire minutter tilbage af kampen var stillingen 21-21.

Og med to scoringer fra Ómar Ingi Magnússon endte kampen i Aalborgensisk favør.

Aalborg Håndbolds målmand Mikael Aggefors spillede også en god kamp og endte med en redningsprocent på 41.

Aalborg Håndbold har nu 35 point i 20 kampe, og har otte point ned til nærmeste forfølger med seks kampe tilbage inden slutspillet. På søndag venter næste modstander for Aalborg Håndbold, når RK Celje Pivovarna Lasko kommer på besøg i forbindelse med Champions League gruppespillet. Næste ligakamp er på onsdag d. 19, når Fredericia Håndboldklub tager imod de forsvarende mestrer.


Seneste nyt

fra Nordjylland