Vildtkonsulent: - Spækhuggeren trækker vejret bedre end i går
Se hele interviewet med vildtkonsulent Ivar Høst.
Ivar Høst var tirsdag bekymret for spækhuggeren, der nu har befundet sig i Limfjorden siden fredag. Men nu er han optimistisk omkring dens helbred.
Tirsdag var spækhuggerens vejrtrækning meget hurtig, og det var umiddelbart ikke et godt tegn ifølge Ivar Høst, der er vildtkonsulent hos Naturstyrelsen.
I dag, onsdag, ligger den sort-hvide hval fortsat ud for Nørre Uttrup Lystbådehavn, og den er muligvis i bedring.
- I forhold til i går trækker den vejret i et bedre tempo, og der er længere mellem vandet, den sprøjter op, siger Ivar Høst og fortsætter:
- Det er et godt tegn i forhold til i går, hvor den trak vejret heftigt og hurtigt. Så den er i live derude og ser ud til at være mere i ro end i går.
Får ikke mere hjælp
Allerede lørdag blev det besluttet, at man efter søndagens redningsaktion ikke ville gøre mere, hvis spækhuggeren skulle ende med at være strandet igen.
Med den langsommere vejrtrækning kan der være mulighed for, at tandhvalen måske på et tidspunkt igen svømmer videre.
- Vi ved ikke, hvorfor den hviler sig, eller hvorfor den gør, som den gør. Men så længe den trækker vejret, så er der håb for, at den lige pludselig svømmer ud af fjorden, siger Ivar Høst.
INFO OM SPÆKHUGGERE
- Kan blive op til ni meter lange
- Vægten svinger mellem 3,6 til 9 tons
- Hanner lever op til 60 år og hunner 90 år
- Spiser fisk, blæksprutter og andre havpattedyr og spiser i gennemsnit 250 kilo mad om dagen
- Er den største af delfinerne og er en tandhval
- Er et meget socialt dyr og danner livslange flokke
Kilde: Naturhistorisk Museum
Har været på besøg før
Normalt færdes spækhuggere i flok, men det gør Limfjordens gæst ikke, og det kan også være derfor, at den opfører sig anderledes end andre.
Det er ikke første gang, at lige netop den populære gæst er på besøg i Nordjylland. I november 2021 kunne den også opleves mellem Øster Hurup og Als.
- Der blev taget rigtig mange billeder af spækhuggeren ved Øster Hurup, og det er der også gjort af den her, siger Ivar Høst og uddyber:
- Et grundigt billede-research har gjort, at man kan sige: ”Ja, det er den samme spækhugger”.