1000 paller stjålet

En virksomhed ved Sundsholmen i Nørresundby har fået stjålet et tusinde emballage-paller.

Hvis du tilfældigvis får tilbudt at købe en omgang paller for en god pris, så skal du passe på med, at du ikke ender med at købe hælervarer.

Mellem den 29. juli og 1. august er det nemlig lykkedes én eller flere indbrudstyve at slippe af sted med et tusinde emballage-paller, da de lagde vejen forbi Sundsholmen i Nørresundby. 

Tyvene fik klippet et hegn ind til en gårdsplads op, hvorefter de havde fri passage til pallerne. 

Ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi ser de indimellem der her form for tyverier, og de mener ikke, der er tale om en ny tyveritrend.

- Vi ser en del af de her palletyverier med pant, fordi der ingen sporing er på sådan noget som paller. Og derfor er det nemt for tyvene at omsætte dem, hvis der altså er pant på dem siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi.

Nordjyllands Politi hører gerne fra borgere, som skulle have fået tilbudt at købe billige emballage-paller.


Seneste nyt

fra Nordjylland