17-årig pige dømt: Skrev på Facebook, at hun ville stikke folketingsmedlem ned

En 17-årig pige er blevet idømt 20 dages betinget fængsel for at have truet med at stikke folketingsmedlem ned i en kommentar på Facebook.

En 17-årig pige fra Aalborg er onsdag blevet dømt i en sag om trusler om vold mod folketingsmedlemmet Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti.

Tilbage i september 2016, da pigen var 15 år gammel, skrev hun to sammenhængende kommentarer til et opslag på Facebook fra Marlene Harpsøe.

I kommentarerne stod:

”Ååårhh, lad os håbe jeg bliver Folketingsmedlem en skønne dag, så skal jeg nok sti”, og ”Stikke hende ned** hahah”.

Ved retten i Aalborg nægtede den 17-årige sig skyldig. Hun forklarede, at hun ikke troede, Marlene Harpsøe ville se kommentaren, fordi den var skrevet som en kommentar til en anden kommentar i Facebook-tråden.

Hun kaldte desuden kommentaren for ”en dumhed”, som hun aldrig ville have begået, hvis hun vidste, Marlene Harpsøe ville se det.

Pigen blev idømt 20 dages betinget fængsel. Det fortæller Kim K. Kristensen, der er anklager ved Nordjyllands Politi.

Den 17-årige modtog dommen.


Seneste nyt

fra Nordjylland