USA's tidligere vicepræsident kommer til Aalborg

USA's tidligere vicepræsident Al Gore kommer til Aalborg, når han til marts skal være taler til Demokratiets Genklang i Musikkens Hus.

Det bliver med fint besøg fra over there, når Demokratiets Genklang afholdes i Musikkens Hus 20. marts 2022.

Arrangementet, der sætter fokus på demokratiet, får nemlig besøg af USA's tidligere vicepræsident og nobelprismodtager Al Gore.

Det oplyser Musikkens Hus i en pressemeddelelse.

- Vi er glade for endnu en gang at kunne byde en så markant kapacitet velkommen på scenen i Musikkens Hus. Al Gore har i den grad udnyttet sit embede til at gøre verden til et bedre sted og er en af de klimafrontkæmpere, der er allermest respekt omkring, siger direktør for Musikkens Hus Lasse Rich Henriksen.

- Aalborg er en foregangsby

Den tidligere vicepræsident har ifølge Lasse Rich Henriksen arbejdet de seneste år på at øge opmærksomheden omkring udledning af CO2 og menneskeskabte klimaforandringer, og derfor er han ifølge direktøren et oplagt valg som taler.

- Al Gore har ved flere lejligheder fremhævet Danmark som frontløber i forhold til blandt andet vedvarende energi, og Aalborg har i dén grad også vist sig som foregangsby, når det kommer til grøn omstilling.

- Vi har det rigtige mindset, og vi har samtidig en masse konkrete initiativer, der kan bakke de gode intentioner op. Derfor mener vi ikke, at rammerne for denne vigtige debat kunne passe bedre, fortæller Lasse Rich Henningsen.

Det er ikke første gang Gore er på nordjysk jord - han gæstede også Frederikshavn i 2007.

Se interview med direktør for Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen

Seneste nyt

fra Nordjylland