TV2 Nord

3 gode råd: Sådan undgår du billetsnyd

Det sikreste er at købe billetter direkte ved udbyderen eller gennem officielle hjemmesider. Foto: Henning Bagger (Scanpix)

Aalborg Kongres og Kultur Center advarer lige nu om tjenesten Viagogo, som sælger ugyldige billetter og billetter til overpris. Forbrugerrådet TÆNK har en række gode råd, så du undgår at blive snydt, når du køber billetter på internettet.

Stor er glæden, når man har sikret sig billet til den næsten udsolgte koncert eller det fede stand-up show. Endnu større er skuffelsen, hvis det viser sig, at billetten ikke dukker op, er købt til overpris eller slet ikke er gyldig.

Lige nu advarer Aalborg Kongres og Kultur Center særlgit mod billetudbyderen Viagogo, som har en uheldig historik med at tage overpriser og ekstra gebyrer samt at sælge ugyldige billetter eller sælge de samme billetter flere gange.

Læs også Opråb fra AKKC: Køb ikke jeres billetter på denne hjemmeside

Forbrugerrådet TÆNK kender til mange sager med netop Viagogo, og juridisk konsulent Paula Brammann hjælper her med nogle gode råd, så du er bedre sikret mod billetsnyd på internettet.

Brug de officielle sider
I udgangspunktet skal man holde sig til at købe billetter fra sider, der er officielle og troværdige, lyder det første råd.

- Benyt dig af en officiel udbyder som Ticketmaster eller Billetlugen. I Forbrugerrådet TÆNK er vi meget påpasselige med at sige, at man skal undlade at handle med en bestemt virksomhed, men med den historik, der er med Viagogo og de mange oplevelser, vi har haft med vores forbrugere, er vores anbefaling, at man skal lade være med at handle med Viagogo, siger Paula Brammann.

Undersøg sælger
Hvis man af en eller anden årsag ikke bruger de officielle sider, for eksempel hvis billetterne er udsolgt, skal man være særligt opmærksom på ,hvem det er, man handler med.

- Hvis man kan se, at en koncertbillet er udsolgt, og man er villig til at se efter, om der er andre, der udbyder, for eksempel private, skal man sørge for at få så mange informationer som muligt om den, der sælger billetten. Få navnet, få et vide, hvor personen arbejder, undersøg om telefonnummeret stemmer overens med oplysninger på Krak. Jo flere oplysninger, du har på sælger, jo bedre er du stillet, og jo mindre er chancen for, at du faktisk bliver snydt. Du kan også forsge at sikre dig bedst muligt ved at mødes direkte med sælgeren i stedet for at betale via en bankoverførsel, siger Paula Bramann.

Undersøg markedet
Det kan være svært at finde hoved og hale i billetmarkedet, og der er mange udbydere. Paula Bramman opfordrer til, at man gør sit hjememarbejde godt, i stedet for at købe det første, det bedste sted, man finder en billet.

- Undersøg markedet og undersøg, hvad normalprisen er. Det kan være rigtig svært at finde ud af, hvad overprisen er, som jo i virkeligheden ikke må tages i Danmark. Vær omhyggelig, kig dig for og brug din sunde fornuft. Hvis din mavefornemmlese siger dig, at det er for godt til at være sandt, er det sikkert for godt til at være sandt

Hvis du er blevet snydt
Hvis man alligevel er faldet i billetfælden og er blevet snydt på den ene eller anden måde, kan det faktisk være svært at gøre noget, fortæller Paula Bramann.

Taler man for eksemepl om Viagogo, som ligger i Schweiz, har de danske myndigheder samt Forbrugerklagenævnet og Forbrugerombudsmanden ikke mange chancer for at gøre noget.

- Hvis man har betalt en overpris eller har fået en ugyldig billet, ville udgangspunktet være at gå til Forbrugerklagenævnet, men i det her tilfælde, er man nødt til at gå rettens vej. I særligt grove tilfælde kan man kontakte politiet og anmelde dem, siger Paula Brammann.

Hun anbefaler dog at man kontakter Forbrugerrådet TÆNK eller Forbrugerombudsmanden alligevel, hvis man er i tvivl om, hvorvidt man er blevet snydt, har betalt overpris, eller hvosdan man i det hele tage er stillet. For selv om der ikke umiddelbart kan gøres noget, er det godt at gøre opmærksom på, at man er blevet udsat for billetsnyd.

Hvis man har købt en billet som aldrig når frem, eller hvis man pludselig opdager, at prisen, man har betalt står i Euro, og billetten derfor er blevet mange gange dyrere, kan man i mange tilfælde kontakte sin bank og gøre indsigelse mod betalingen. Det kræver dog, at man har betalt med kort eller MobilePay.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord