30 dages betinget fængsel for at tisse på 15-årig

En dreng på 17 og to på 18 år blev alle dømt for at have krænket en 15-årig pige under en drukfest i et sommerhus.

Episoden fandt sted i sommers i et lånt sommerhus på vestkysten, skriver Nordjyske.dk. De tre drenge og den 15-årige pige fra Aalborg havde drukket heftigt og pigen var faldet i søvn af druk.

Drengene ydmygede pigen ved at trække bukserne af hende og placere en pølse i mellem hendes baller. Der blev også sprøjtet flødeskum over hende, imens hele episoden blev filmet med mobiltelefoner. Den ene af drengene sluttede med at tisse ud over pigen, og det er netop den del, der ifølge straffeloven betegnes som vold.

Torsdag blev alle tre drenge fremstillet i byretten i Aalborg sigtet for vold og blufærdighedskrænkelse. De tre drenge blev idømt hver en bøde på 2000 kroner og 30 dages betinget fængsel.

Selvom det kun var den ene der tissede på pigen, blev alle tre idømt straf efter foreningsprincippet, da ingen af dem trådte ind for at stoppe ugerningerne.

To af drengene tog imod dommen, mens den sidste bad om betænkningstid med hensyn til at anke, skriver Nordjyske.dk.


Seneste nyt

fra Nordjylland