3F varsler kampagne mod restauranter

Foto: Lone Vad Dam

Et fåtal af de frederikshavnske restauranter har en overenskomst, vurderer 3F og varsler kampagner mod restaurationsbranchen.

Det skriver Kanal Frederikshavn.

Mellem 12 og 15 procent af restauranterne i Frederikshavn har en overenskomst. Det vurderer Morten Dahlberg, der er formand for 3F Frederikshavn. Han er stærkt utilfreds med de tal og varsler en større kampagne, hvor 3F Frederikshavn vil fremhæve de restauranter, der har en overenskomst, med en smileyordning.

- Den skal vise, at gæsterne kan spise i restauranten med god samvittighed, fordi medarbejderne via overenskomsten er sikret ordentlige løn- og ferieforhold samt arbejdstider, siger Morten Dahlberg.

Formanden for 3F Frederikshavn kritiserer restauratørernes og hotellernes arbejdsgiverforening Horesta for at gøre for lidt.

- De er passive. Jeg vil have dem ud af busken. De skal opsøge spisestederne og få dem meldt ind i Horesta. På den måde sikres medarbejderne automatisk en overenskomst, siger Morten Dahlberg.

Flere nyheder fra TV2 Nord