Nordjyllands Politi tog livet af 500 indleverede våben, så de aldrig vil kunne tage livet af andre.
Nordjyllands Politi destruerede torsdag mere end 500 våben indleveret i Aalborg. Under frit lejde-aktionen i juli kom der i alt 1115 ind i politikredsen og 19.426 på landsplan.
Nogle af våbnene er håndvåben og dem er vicepolitikommissær Flemming Bruun Jakobsen særligt glad for at få væk.
- Det er håndvåben, som kunne falde i de forkerte hænder og som kunne blive brugt i forbindelse eksempel bandekriminalitet.
De mange våben fik deres endeligt ved Uniscrap i Nørresundby. Her klemte en gigantisk metalpresse våbnene sammen til en kompakt klump skrot.
Det frie lejde er overstået for denne gang, men skulle man støde på et våben, eksempelvis under oprydning i et dødsbo, så skal man ikke selv forsøgte at destruere det, men i stedet aflevere det hos Politiet.
- Hvis man ellers kan redegøre for, hvor det kommer fra, så er der ikke noget problem i det, siger Flemming Bruun Jakobsen, der også fortæller, at politiet ikke har øget fokus på at finde de våben, der med vilje ikke er blevet afleveret under aktionen.