TV2 Nord

AaB Håndbold fastholder protest

AaB's ledelse har besluttet at føre sagen omkring den groteske situation i forbindelse med afviklingen af den altafgørende slutspilspuljekamp mod KIF Kolding for de relevante instanser.

Således vil sagen blive indbragt for DIF's Appeludvalg, ligesom KIF Koldings brug af Bo Spellerberg indbringes for DHF's Disciplinærudvalg. Sidstnævnte udvalg holder møde mandag aften, hvor AaB forventer at få tildelt sejren over KIF Kolding som følge af brug af ulovlig spiller. Disciplinærudvalgets afgørelse var endelig, og Bo Spellerberg var på karantænelisten for den pågældende spillerunde.

AaB's administrerende direktør Poul Sørensen udtaler:

- Vi er rystede over forløbet og afgørelsen. Det er respektløst over for et professionelt setup og ikke mindst over for seriøst arbejdende spillere, trænere og ledere.

- Når vi vælger at fortsætte af den juridiske vej, er det ud fra en forventning om, at vi har en stærk sag, og vi har en klar opfattelse af, at Bo Spellerberg ikke var spilleberettiget til gårsdagens opgør, slutter Poul Sørensen.

Har du et godt tip?