AaB jagter tredje sejr i Superligaen

AaB og cheftræner Morten Wieghorst skal forsøge at sikre den tredje sejr i Alka Superligaen, når oprykkerne fra FC Helsingør søndag eftermiddag gæster Aalborg Portland Park.

AaB’s stime med ni ubesejrede kampe på stribe blev i den seneste spillerunde brudt med nederlaget på udebane mod FC Midtjylland, og cheftræner Morten Wieghorst er indstillet på, at der fra og med morgendagens opgør skal startes i ny positiv serie.

- Vores lange positive stime af ubesejrede kampe blev brudt mod en god modstander, men vi er ekstremt opsatte på i morgen at præstere, så vi med det samme kan begynde en ny, siger Morten Wieghorst.

Selvom Helsingør lige er rykket op i Superligaen, forklarer cheftræneren i AaB, at man ikke undervurderer søndagens modstander.

- FC Helsingør har efter nogle nederlag haft landskampsperioden til at arbejde og få justeret tingene, hvorfor de kan møde frem med fornyet optimisme og givetvis vil give os en svær opgave i morgen, lyder det fra Morten Wieghorst.

- Vi glæder os dog til igen at spille på hjemmebane og mærke den store opbakning fra vores fans, og vi er indstillede på via en fokuseret og dynamisk indsats at sikre vores tredje hjemmesejr i træk, fortsætter Morten Wieghorst

På skadeslisten hos AaB er Marco Ramkilde og Michael Lansing, mens en sygdomsramt Rasmus Würtz forventes at være klar til combeback efter sin skade, når det mandag gælder en hjemmekamp i Reserveholdsturneringen mod Randers FC.

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kroner per tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2017 går ubeskåret til Børn i Sorg – Sorggrupperne i Aars, som efter efterårets første fem hjemmekampe allerede er sikret en donation på 58.210 kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland