AaB sætter sæsonrekord mod Brøndby

Når AaB søndag spiller topopgør mod Brøndby IF, bliver der sat sæsonrekord på lægterne. Flere end 12.300 billetter er allerede solgt.

Der kan meget vel blive udsolgt på Nordjyske Arena på søndag, når AaB tager imod Superligaens nummer fire, Brøndby IF, i et vigtigt topopgør.

- Interessen for vores kamp mod Brøndby er helt enorm, og jeg har netop fået oplyst, at der allerede her tirsdag er solgt flere end 12.300 billetter, hvilket selvfølgelig er helt forrygende, siger AaB's sportschef Allan Gaarde til aabsport.dk.

Den nuværende sæsonrekord lyder på 11.530 tilskuere, og den blev sat, da AaB mødte FC Midtjylland i sidste måned. Den rekord bliver altså slået i weekenden, og der er gode muligheder for fuldt hus på Nordjyske Arena, hvor der er 14.135 pladser.

- Trænere og spillere har med deres stærke præstationer fortjent at få lov til at optræde i fantastiske rammer, og vores fokus er selvfølgelig igen at præstere optimalt, så vi sammen med publikum kan få endnu en god oplevelse på Nordjyske Arena, siger Allan Gaarde.

AaB fører lige nu Superligaen med et point ned til FC Midtjylland. Nordjyderne har ikke tabt på hjemmebane i de sidste 18 betydende kampe.


Seneste nyt

fra Nordjylland