AaB stadig uden Holgersson og Flores i vigtig kamp for top seks

Foto: Bo Amstrup, Scanpix

AaB må fortsat klare sig uden forsvarsspilleren Markus Holgersson og offensivspilleren Edison Flores i tirsdagens udekamp mod SønderjyskE.

Der står vigtige point på spil i Haderslev, når AaB tirsdag aften gæster Superligaens nuværende nummer seks, SønderjyskE. Nordjyderne hentede i fredags den første Superliga-sejr i mere end to måneder, da Randers FC blev slået med 2-1 i Aalborg.

- Det var tydeligt for enhver, at sejren mod Randers var en forløsning for os, og den blev skabt via kompakthed og stor fight, hvilket er afgørende dyder både set i relation til årstiden og lidt tungere baner, men også i forhold til vores sportslige situation med mange uger uden sejr, siger AaB's cheftræner Lars Søndergaard i en pressemeddelelse.

AaB ligger efter fredagens sejr på ottendepladsen i Superligaen. Det nordjyske mandskab har fem point op til tirsdagens modstander, som indtager den sjetteplads, der lige nøjagtig giver adgang til slutspillet om medaljerne, der begynder efter de 26 grundspilskampe. Med otte kampe tilbage i grundspillet er det altså vigtige point, der spilles om.

- Haderslev er altid et vanskeligt sted at spille, da SønderjyskE ofte formår at lægge tryk med deres direkte spil, deres farlige standardsituationer og deres fysiske styrke, men disse ting skal vi forsøge at matche, ligesom som vi også skal forsøge at bringe vores egne styrker i spil i form af spillet med bolden, siger Lars Søndergaard, som selv tidligere har stået i spidsen for SønderjyskE.

AaB må tirsdag undvære den svenske forsvarsspiller Markus Holgersson, peruvianske Edison Flores og unge Sebastian Grønning. Holgersson er syg, mens Flores og Grønning er ude med skader. Ingen af de tre var med i fredagens sejr over Randers, så Lars Søndergaard er ikke tvunget til at lave ændringer i startopstillingen i forhold til det seneste opgør.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord