Nye studerende: Aalborg er en fed studieby

Godt 4000 nye studerende er i dag startet på Aalborg Universitet. Og Aalborg har allerede givet et godt førstehåndsindtryk som studieby.

Mandag morgen er godt 4000 nye studerende mødt op på havnefronten til den traditionsrige fælles morgenmad, inden deres tutorer tager dem under vingerne og guider dem gennem den første uge på et nyt studie - og for mange, også i en ny by.

Og Aalborgs ry som en god studieby er løbet i forvejen:

- Jeg havde to overvejelser. For det første er Aalborg en fed by! Og så stod jeg og skulle vælge mellem Aalborg og Århus, men der er det simpelthen ikke til at finde en bolig, og så tænkte vi, at vi prøver Aalborg. Så jeg er flyttet herop med tre kammerater, og det var ikke noget problem, fortæller Mathias Jensen, der sammen med 317 andre skal starte på Erhvervsøkonomi.

Her kan du se, hvad de studerende siger til den første dag på studiet: 

00:59 Luk video

Selvom borde og bænke er våde efter forbigående regnskyl, og morgenmaden indtages iført ét af de til lejligheden udleverede engangsregnslag, så fejler humøret ikke noget.

- Der er en fed energi fra vores tutorer og det er et godt initiativ. Og så tænker jeg, at det er fint, at man lærer folk lidt bedre at kende og kommer ud og skaber nogle førstehåndsindtryk.

200 tutorer hjælper til med at gøre studiestarten god for alle:

00:29 Luk video

Byens borgmester er også mødt op for at byde velkommen:

- Jeg synes, det er fantastisk. Studiestart er en helt særlig dag i Aalborg. Det er en højtid, og det har noget at gøre med, at vi er - tror jeg - Danmarks bedste uddannelsesby. Og det at få så mange unge ind, der vælger os til, det er bare mega fedt og mega vigtigt for Aalborgs fremtid, siger Thomas Kastrup-Larsen til TV2 Nord.

Og han har et godt råd til de nye studerende:

- Jeg har oplevet, at der er kommet et hårdt konkurrencemiljø på mange studier, hvor man opfatter sine medstuderende som konkurrenter i stedet for venner. Der tror jeg, at det er rigtig vigtigt, at se sine studiekammerater som nogen, man kan gå til, så man i fællesskab kan komme igennem og have et godt studiemiljø.

En af de bedste dage

Iført jakkesæt og gylden kæde - og i ly under en stor, blå paraply, deltager rektor Per Michael Johansen i dagens festligheder. Og han har glædet sig!

- Det er jo én af de aller bedste dage at være rektor på. At se alle de forventningsfulde unge mennesker her, som med ny energi kommer ind og sætter liv i universitetet igen, fortæller han til TV2 Nord.

01:58 Luk video

Han er glad for, at studenterorganisationerne hvert år står sammen om at give de nye studerende en god start. Og den fælles morgenmad er vigtig:

- Det er jo rigtig vigtigt for et nyt ungt mennesker, der kommer her til byen, at føle sig som en del af et fællesskab fra starten. Ellers kan man godt blive sådan lidt "Palle alene i verden". Der laver studenterorganisationerne et kæmpe arbejde med at stille borde op og få gjort klar til, at de nye studerende kan komme her og få rundstykker, møde deres nye studiekammerater og sådan noget, inden det hele går løs i løbet af de næste dage. Så stor tak til alle studenterorganisationerne for det kæmpe arbejde, de gør.

Danny Kristensen er ansvarlig for studiestarten, der har krævet mange timers planlægning: 

01:31 Luk video

Forsiden lige nu