Aalborg: ”Tag over hovedet garanti” til nye studerende

Hvert år på denne tid er der gang i boligmarkedet. Nye studerende strømmer til byen, og igen i år er Aalborg klar med ”tag over hovedet garanti”.

Omkring den første september starter tusindvis af nye studerende på uddannelser i Aalborg. Der kommer så mange, at der bare ikke er studieboliger nok til de unge. Det er et landsdækkende problem, men i Aalborg har man med succes de sidste par år lovet ”tag over hovedet garanti”.

Det betyder, at unge, der er skrevet på venteliste, og som ikke har fundet en bolig til studiestart, bliver tilbudt midlertidig indkvartering på Vandrerhjemmet. Ordningen er permanent til midt november, og erfaringen fra de sidste mange år viser, at de sidste typisk har fundet permanent bolig til 1. november.

- Det er vigtigt, at vi tager de unge seriøst. Det er et stort spring for en ung at flytte til en ny by for at tage en uddannelse. Derfor skal vi også gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at de kan få en god bolig til en anstændig pris, siger Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (Socialdemokraterne).

Ungdomsboligerne er typisk på 50 m2 til en månedlig husleje på 3.800 – 4.000 kroner. Der er siden 2010 i alt bygget 4.198 almene ungdomsboliger i Aalborg.  


Seneste nyt

fra Nordjylland