Aalborg Lufthavn får et hotel

Illustration af kommende hotel ved Aalborg Lufthavn Foto: Aalborg Lufthavn

A. Enggaard og Bühlmann opfører nyt hotel ved Aalborg Lufthavn.

Om godt et år kan du nærmest gå direkte fra sengen og ud i et fly i Aalborg Lufthavn. I løbet af de næste uger vil der blive taget første spadestik til et nyt hotel, der den 1. oktober 2014 skal stå klar med 64 dobbeltværelser. Et lufthavnshotel har været i licitation, og A. Enggaard og Bühlmann har nu indgået samarbejde og opførelse og drift af hotellet, der får navnet Bühlmann Airport Hotel - Aalborg.

- Lufthavnen er i rivende udvikling, og vi tror meget på et stort eksistensgrundlag for det nye hotel. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Aalborg Lufthavn skal have et hotel på lige fod med andre internationale lufthavne, siger Anemette Bühlmann der er direktør og medindehaver af Scheelsminde.

Udover værelserne vil hotellet også have kontor- og konferencelokaler, der kan lejes til forskellige formål. Aalborg Lufthavn er inde i en god periode, hvor der er mange, der bruger lufthavnen. Hen over sommeren er der således blevet sat flere rekorder for flytrafik fra Aalborg, hvor særligt udenrigsflyvningerne har været i vækst.

- Aalborg Lufthavn har stillet krav til en række forhold, bl.a. arkitekturen og hotelstandarden. Derfor er det også med stor glæde, jeg kan konstatere, at driftsherren netop blev familien Bühlmann, som kommer med masser af erfaring, professionalisme og tilmed kender flybranchen via bestyrelsesformanden og medindehaver af hotellet Peter Chr. Jensen, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord