Aalborg-målmand op i hierakiet

AG Københavns målmand Steinar Ege stopper som målmand på det norske landshold. Kroppen kan ikke længere klare belastningen. Dermed bliver Aalborg Håndbolds Ole Erevik førstemålmand for nordmændende.

Norge må undvære målmand Steinar Ege til EM i Serbien. AG Københavns målmand Steinar Ege stopper på det norske landshold og deltager ikke i EM til januar.

Den 39-årige målmand har spillet 262 landskampe for Norge gennem 16 år og været med i alle større mesterskaber siden 2005.

- Det har været en vanskelig beslutning for mig at træffe. Jeg har jo haft en drøm om vinde en slutrundemedalje og deltage ved OL, så det har gjort det svært for mig.

- Men kroppen kan ikke klare belastningen fra en slutrunde lige nu, siger Steinar Ege til handbold.no.

AG København-målmanden fylder 40 år til april og har for nylig forlænget kontrakten med AGK frem til sommeren 2014.

Ole Erevik, som spiller for Aalborg Håndbold, bliver ny førstemålmand for det norske landshold.

EM spilles den 15. til den 29. januar i Serbien.