Aalborg Stift satser 55 millioner

Som det første stift i landet vil man skabe et hus, der skal bygge på kirkens værdier, men som i højere grad skal være i øjenhøjde med borgerne.

Folkekirkens Hus bliver navnet på den banebrydende satsning fra Aalborg Stift. I begyndelsen af 2015 vil den tidligere nationalbankfilial på Gammeltorv indeholde helt andre værdier end kolde kontanter.

- Det bliver stort. Og det er ikke set før, fortæller domprovst ved Aalborg Stift, Niels Christian Kobbelgaard.

Med Folkekirkens Hus skal kirken rykke ud blandt borgerne på en helt ny måde. Huset skal danne ramme om alt fra værdidebatter til musik og foredrag - og arrangementerne skal også sprede sig ud torvet, så det kan mærkes. Det helt afgørende er, at man med det nye projekt vil opfordre til samtale - modsat kirkens oprindelige tradition, hvor det er præsten, der har ordet.

- Kirken har haft en tendens til at slutte sig om sig selv i for høj grad. Det gør vi op med nu. Vi vil gerne møde mennesker, hvor de er i deres liv. Og vi forventer, at det her bliver et kraftcenter for dialog, fortæller Niels Christian Kobbergaard.

Aalborg Stift har i længere tid været i dialog med aktører, der kan være med til at sparke liv i Folkekirkens Hus. Blandt andet Aalborg Universitet der er positive overfor, at universitetets forskere vil stille deres viden til rådighed til for eksempel debatter.

Den tidligere nationalbankfilial er lige nu en del af Aalborg Universitet, men overtages altså af Aalborg Stift. Bygningen rummer 2200 kvadratmeter.


Seneste nyt

fra Nordjylland