Aalborgs borgmester flytter kontoret til Hals

Thomas Kastrup-Larsen (S) flytter borgmesterkontoret til Hals for en uge. Her skal han blandt andet være skolelærer og være vicevært i et boligselskab.

I foråret flyttede borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen (S) ud af de vante rammer fra forvaltningen i midten af Aalborg og ud i Aalborg Øst, hvor han i en uge oplevede, hvordan hverdagen så ud i de til tider berygtede kvarterer.

Nu gentager han succesen - i Hals.

- Denne gang vil vi gerne nord for fjorden og ud i landdistriktet. Det er vigtigt, at vi kommer rundt i hele kommunen og taler med borgerne, dér hvor de bor. Hals er en spændende by med gode udviklingspotentialer, og de naturskønne områder gør stedet til et hotspot for friluftsfolk og turisme. På den måde rummer egnen omkring Hals nogle andre kvaliteter end Aalborg Øst, som vi flyttede ud til sidst, udtaler Thomas Kastrup-Larsen i en pressemeddelelse.

Borgmesterkontoret får hjemme på Hals Skole fra 4. januar til og med 8. januar og i løbet af de fem dage skal borgmesteren blandt andet undervise i samfundsfag på Hals Skole, være vicevært hos Sundby-Hvorup Boligselskab og møde nogle af de flygtninge, der bor på Hotel Hals.

- Sidste gang Borgmesterkontoret flyttede ud, blev det et stort hit. Vi oplevede en enorm venlighed og interesse, og det var en super sjov oplevelse at komme væk ”hjemmefra”. Det gav virkelig anledning til at få talt med folk og mærke stemningen lokalt. Jeg er sikker på, at succesen gentages med Hals som destination, siger Thomas Kastrup-Larsen i pressemeddelelsen.