AAU moderniserer for 70 millioner

Aalborg Universitet bruger 70 millioner på at modernisere institut der forsker i bl.a. vindmøllevinger Foto: TV2/Nord

Institut for Mekanik og Produktion på Aalborg Universitet moderniseres for 70 millioner kroner. Her forskes der i blandt andet vindmøllevinger. [b]  [/b]

Den storstilede modernisering af de 15 laboratorier på Institut for Mekanik og Produktion skal opgradere forskningsfaciliteterne, som fremover vil sætte nye standarder for håndtering af kompositmaterialer.

- Vi optimerer rammerne for maskiner og udstyr, så vi får markant bedre faciliteter for eksempelvis mekanisk og termisk afprøvning af kompositmaterialer og -komponenter til vindmøllevinger. Samtidig styrker vi sikkerheden i forhold til arbejdsmiljø, så vi kan udvikle mere avancerede kompositmaterialer baseret på nanoteknologi, fortæller professor Ole Thybo Thomsen fra Institut for Mekanik og Produktion på Aalborg Universitet.

De nordjyske forskere arbejder i øjeblikket på forskningsprojekter med en samlet sum ved instituttet på omtrent 90 millioner kroner. Det største er det såkaldte NanCore-projekt, der samlet støttes med 5,4 millioner euro fra EU-kommissionen. Projektet har som mål at udvikle et mere holdbart og omkostningseffektivt såkaldt sandwich-kernemateriale til vindmøllevinger.

Institut for Mekanik og Produktion har i alt 450 studerende, hvoraf mange samarbejder med vindmølleindustrien gennem eksempelvis studie- og ph.d.-projekter.

Moderniseringen af de nordjyske forskningsfaciliteter sker med midler fra regeringens globaliseringspulje, og de opgraderede laboratorier forventes at være klar fra sommeren 2012.

Har du et godt tip?