Adgang forbudt for unge under 18

Der kan være strammere regler på vej for de unge under 18 i Hjørring Kommune. Politikerne overvejer nu, om de skal indføre et forbud mod unge under 18 på kommunens værtshuse efter midnat.

Unge under 18 år skal væk fra værtshusene. Det mener politiet i Hjørring, der har bedt byrådet om hjælp til at forbyde de unge adgang efter midnat.

Politiet vil have politikerne i Hjørring Kommune til at forbyde de unge adgang til alle beværtninger efter midnat. Hvis forslaget vedtages, berører det de barer og værtshuse, der i dag holder åbent til klokken 02 om natten. I dag må de unge gerne være på værtshusene, men der må ikke serveres alkohol for dem.

Det er allerede forbudt for unge under 18 at komme ind på diskoteker, der holder åbent til klokken 05. Men der er brug for yderligere stramninger, mener politiet:

- Børn og unge på 15-18 år er måske ikke så modne, og der er en tendens til, at det er de helt unge, der kommer i problemer med vold i nattelivet. Et forbud ville give os mulighed for at skride mere ind, hvis vi møder unge under 18 på gaden om natten og eventuelt ringe efter forældrene. Det kan vi ikke rigtigt i dag, siger vicepolitiinspektør Niels Kronborg. 

Byrådet i Hjørring har en beslutning omkring forslaget klar 1. maj, hvor kommunens nye restaurationsplan også skal være vedtaget. Borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S),  er overbevist om, at stramningerne bliver vedtaget.

- Det er mit indtryk, at der er et flertal i byrådet for, at det her er en god idé. Hvis vi vedtager forslaget, sender det jo også helt klart signal til både forældre og unge om, at de unge ikke hører hjemme i nattelivet, hvor der serveres alkohol, siger han.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord