Ældre ægtepar bagbundet ved hjemmerøveri

Østeuropæere truede ægtepar med kniv og stjal deres bil.

Et ældre ægtepar i slutningen af 60'erne er blevet udsat for hjemmerøveri natten til fredag.

Det skete i den lille by Stinesminde mellem Hobro og Hadsund.

- Manden fortæller, at det er tre østeuropæere, der bryder ind i huset og truer ham og konen med en kniv, hvorefter de bagbinder dem, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen.

Hvornår hjemmerøveriet har fundet sted er uklart, men klokken 06.33 får politiet anmeldelsen. Kort forinden er det lykkes for manden af vriste sig ud af sin bagbinding.

- De kører derfra i ægteparrets Audi Q5, men vi formoder, at de er kommet dertil i et andet køretøj. Det er langt ude på landet og med det vejr vi har haft, er det næsten den eneste mulighed for at komme frem, siger vagtchefen.

Vicepolitikommissær ved lokalpolitiet i Himmerland Johan Nielsen fortæller, at man fredag formiddag har efterforskere og teknikkere på stedet. De skal blandt andet fastslå om røverne har taget andet end ofrenes bil.

- Vi skal finde ud af om de har taget kontanter eller andet af værdi, og så er de forurettede på vej til undersøgelse hos vores kriminaltekniske afdeling, fortæller Johan Nielsen. Ofrene er chokerede efter truslerne og fastholdelsen i deres hjem, men er tilsyneladende ikke kommet fysisk til skade.

- Vi vil rigtig gerne høre om der er borgere, der har set den grå Audi Q5 i Hadsund i nat. Klokken 4.59 bliver der nemlig forsøgt hævet penge fra de forurettedes konto i Danske Bank på Bankpladsen i Hadsund, fortæller Johan Nielsen.

Bilen er som skrevet en grå Audi Q5 med registreringsnummer FM 16 749. Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland