Anfører og viceanfører forlænger med Blokhus

Foto: Flemming Jansen

Blokhus FC's anfører Peter Tranberg og viceanføreren Andreas Damgaard har begge to forlænget deres kontrakter med Blokhus FC i et år endnu.

Begge spillere har været bærende kræfter i den trup, der nu har spillet sig til oprykning til 1. division, og det glæder direktør for Blokhus FC, Mogens Andersen, at de to spillere fortsætter et år endnu i klubben.

- Både Peter Tranberg og Andreas Damgaard har været en vigtig del af holdet gennem længere tid nu, og derfor er dette også to vigtige forlængelser for os. Peter Tranberg har en enorm rutine, hvilket er afgørende for vores unge hold, og Andreas Damgaard, som stadig er ung, har udviklet sig til en sikker styrmand i vores bagerste kæde, siger direktøren.

De to spillere ser frem til endnu et år på banen for Blokhus:

- Det bliver et spændende år med mange nye udfordringer, og jeg håber at kunne udvikle mig yderligere som fodboldspiller gennem det næste år i Blokhus FC, siger viceanfører Andreas Damgaard.

- Det er dejligt at være med til at videreføre det store arbejde, vi spillere og klubben har gennemført det seneste år, siger anfører Peter Tranberg.

Sammen med de andre spillere fra Blokhus FC starter de træningen efter sommerferien på torsdag.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord